Flygtede fanger fortsat på fri fod

To fanger, der flygtede fra lukket afdeling på psykiatrisk hospital i Dianalund, er måske undsluppet i en stjålet bil. Den ene fange betragtes som farlig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet i Slagelse leder fortsat efter to varetægtsfanger, der mandag tog flugten fra den sikrede psykiatriske institution Dianalund på Vestsjælland. Politihunde har fulgt sporet efter fangerne, og det slutter på en af de store parkeringspladser ved institutionen.

Formentlig er fangerne kommet derfra ved at stjæle en bil, men politiet har endnu ikke fået nogen tyverianmeldelse og ved derfor ikke, hvilken bil de i givet fald skal lede efter, oplyser den vagthavende hos politiet i Slagelse.

Fangerne var på gårdtur, da en gruppe håndværkere låste sig ind i gården, og de to mænd øjnede straks chancen for at stikke af.

Den ene af de undslupne, den 43-årige Wisti Jørgensen, betragtes som så farlig, at hans ekskæreste straks blev underrettet. Han er varetægtsfængslet efter at have holdt sin kæreste indespærret i deres bolig i flere timer og skudt efter hende, hver gang hun sagde noget. I alt blev der ifølge Ekstra Bladet affyret 18 skud. Derfor fraråder politiet, at man tager kontakt til de to, der er på flugt.

Wisti Jørgensen er en stærkt tatoveret og næsten tandløs mand med mellemblond hår. Den 19-årige Theis Hjort, der stak af sammen med ham, beskrives som meget slank med lyseblondt hår og sort tøj.


Nyhedsoverblik