Flere til psykolog i cyberspace

Løs dine problemer med stress eller skilsmisse ved at gå til "net-psykolog". En overlæge fra Holbæk Sygehus anbefaler metoden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu er det muligt at få professionel hjælp til problemer som stress og skilsmisse via nettet. Flere psykologer og terapeuter tilbyder nemlig klienter en tur på netbriksen.

Michael Maagensen, der er overlæge i ungdomspsykiatri på Holbæk Sygehus og tidligere har været med til at drive en e-konsultation på nettet, tror, at online-terapi vil blive mere almindeligt.

- Online-konsultationer har afgjort en fremtid. Det tiltrækker folk, der ikke tør henvende sig direkte til en psykolog, og så er det tidsmæssigt praktisk, siger han til avisen metroXpress.

Tilbuddet benyttes allerede og har ifølge flere undersøgelser har en gavnlig effekt.

Erhvervspsykolog Mads Schramm har skrevet en bog om net-konsultationer og ser flere fordele ved metoden.

- Det er anonymt og nemt at gå til. På den måde vil man kunne behandle problemer som stress, før de udvikler sig, og dermed være med til at lette ventetiden på psykologhjælp, siger han.

For flere mennesker er det lettere at åbne sig og fortælle om psykiske problemer på nettet end ansigt til ansigt, mener Mads Schramm.

En dansk undersøgelse viser da også, at klienten i cyberspace hurtigere vil åbne sig op for terapeuten og komme ind til kernen i problemet.

Minusser ved metoden er, at det er svært for terapeuten at læse klientens kropssprog, og at kommunikationen foregår langsommere end ved en almindelig konsultation.

Formand for Dansk Psykiatrisk selskab Poul Videbeck advarer mod at løse alle psykiske problemer online.

 -Der er mange nuancer, man går glip af. Ved lettere problemer som kærestesorger kan man godt få hjælp, men ikke ved tungere sager som eksempelvis depression, siger Poul Videbeck.


Nyhedsoverblik