Flere penge til kræftbehandling og sygehuse - ny budgetaftale i Region Sjælland

Alle partier i Region Sjælland har indgået aftale om næste års budget. Aftalen sikrer blandt andet 36 millioner kroner til kræftområdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

22 milliarder kroner, det er det beløb Region Sjælland har til rådighed i 2023. Hvordan de i 2023 skal fordeles, er et samstemmigt regionsråd netop blevet enige om. 

Udover udgifter til den daglige drift, kollektiv trafik, sygehuse og løn til alle regionens medarbejdere, skal den nye budgetaftale også sikre fokus på psykiatri, patientrettigheder, forebyggelse af sygdom, flere sundhedstilbud tæt på borgerne og grøn omstilling.

Specielt for den nye aftale er, at der blandt andet er afsat ekstra 36 millioner kroner primært rettet mod kræftområdet og 20 millioner kroner til fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsnet.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse. 

- Jeg er glad for, at et samlet Regionsråd har indgået en budgetaftale for 2023, hvor vi styrker fundamentet for vores drift. Samtidig følger vi den strategiske retning, som vi har sat fra Regionsrådets side med at udvikle flere sundhedstilbud tættere på borgerne og forebygge sygdom, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

quote At vi har det nødvendige personale er altafgørende for, at vi hver dag kan levere høj service

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

Også næstformand i Region Sjælland, Jacob Jensen (V), er glad for aftalen.

- Region Sjælland står med nogle kæmpe udfordringer blandt andet på psykiatri-området, med alenlange ventelister for behandling og operationer, et udfordret fødeområde, en amputations-sag og meget mere. Der er med budgetaftalen for 2023 prioriteret mange gode indsatser, som skal trække sundhedsvæsnet i en bedre retning, og jeg er derfor glad for, at Venstre er med i aftalen, siger han.

Læs også
Benamputationer i Region Sjælland: Sygehusjournaler for tre år skal nu gennemgås
Læs også
Benamputationer i Region Sjælland: Sygehusjournaler for tre år skal nu gennemgås

Noget af det der især er udfordringen, både i Region Sjælland og på landsplan, er at rekruttere og fastholde medarbejdere i sundhedsvæsnet. Derfor har regionen afsat 20 millioner kroner i næste års budget til netop det.

- At vi har det nødvendige personale er altafgørende for, at vi hver dag kan levere høj service på vores sygehuse og overholde patientrettigheder med ret til hurtig udredning og behandling. Situationen med stor mangel på personale inden for flere faggrupper har derfor  vores store fokus, siger Heino Knudsen.

Fokus på kræftbehandling

Et andet sted Region Sjælland vil fokusere på økonomisk er kræftbehandlingsområdet. 

Kræftpatienter venter nemlig for længe på behandling, og i årets andet kvartal så det særligt skidt ud. Her blev 74 procent af kræftpakkeforløbene gennemført til tiden, men regionernes mål er 90 procent.

Det svarer til at hver fjerde kræftpatient har ventet for længe på behandling.

Det er den laveste andel på landsplan, siden man i 2013 begyndte at indsamle data på kræftområdet, det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge Kræftens Bekæmpelse .

quote Vi har i dag et stort samfundsproblem med børn og unge som mistrives

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

Der har særligt været problemer med at få kvinder med brystkræft opereret til tiden i regionerne Sjælland og Hovedstaden. Det er med til at trække landsgennemsnittet ned.

Netop derfor bliver der i det nye budget årligt afsat ekstra 36 millioner kroner primært rettet mod kræftområdet.

Pengene skal blandt andet gå til at sikre bedre overholdelse af forløbstider i kræftpakker.

- Vi vedtog i Regionsrådet i 2021 en 8-punktsplan for kræftområdet, som skal løfte og udvikle kræftbehandlingen i Region Sjælland, så kræft opspores tidligere, og patienterne får en hurtigere og mere præcis tilpasset behandling. Den plan følger vi tæt. Det gælder ikke mindst overholdelse af forløbstiderne, som vi med budgetaftalen også prioriterer yderligere midler til, siger Heino Knudsen.

Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) er glad for den nye budgetaftale for 2023.
Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) er glad for den nye budgetaftale for 2023. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Et lovende område indenfor kræftbehandling og en række andre sygdomme er brugen af såkaldt personlig medicin. Med personlig medicin tilbydes patienter en skræddersyet behandling, som passer til netop den enkelte patient.

- Vi ser et kæmpe potentiale i området med personlig medicin. Derfor afsætter vi i næste års budget også mange penge til området, samtidig med at vi har aftalt at udarbejde en samlet plan for, hvordan vi i Region Sjælland i de kommende år kan arbejde målrettet med personlig medicin, siger Heino Knudsen.

Penge til vigtig forebyggelse

Der sættes med budgetaftalen for 2023 også penge af til en række indsatser indenfor forebyggelse.

- Forebyggelse er en hjørnesten i vores strategi for at sikre, at borgerne i Region Sjælland ikke får brug for eksempelvis psykiatrisk behandling eller operation, og at de får flere sunde og gode leveår, siger Heino Knudsen.

Læs også
Høje skrig, trusler og tvang er hverdag for unge i psykiatrien
Læs også
Høje skrig, trusler og tvang er hverdag for unge i psykiatrien

Blandt andet er der afsat penge af til to nye projekter med fokus på forebyggelse, Exercise First og STIME’ (Styrket Tværsektoriel Indsats for børn og unges Mentale sundhed) i budgetaftalen.

- Vi har i dag et stort samfundsproblem med børn og unge som mistrives og har udfordringer med deres mentale helbred. Vi kan også se en markant stigning i henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien. Vi er i Regionsrådet derfor også særligt glade for, at vi med STIME har en forebyggelsesindsats, som netop skal tage fat tidligt, siger Heino Knudsen.

Penge til genanvendelse, medicinbokse og PFAS-forebyggelse

Det er ikke kun sygehuse og psykiatrien, der får en pose penge i den nye aftale, også den grønne omstilling i Region Sjælland fylder med en række indsatser.

Blandt andet skal 60 procent af Region Sjællands affaldsmængde genanvendes inden 2030. I dag genanvendes mindre end 25 procent.

Derudover er der afsat midler til en indsats overfor PFAS i 2023 på i alt fire millioner kroner.

Næstformand i Region Sjælland, Jacob Jensen (V), er glad for at Venstre er med i budgetaftalen.
Næstformand i Region Sjælland, Jacob Jensen (V), er glad for at Venstre er med i budgetaftalen. Foto: TV2 ØST

Der vil også blive opsat flere medicinbokse, hvor borgere kan afhente deres medicin. Den første medicinboks er indviet på Næstved Sygehus, og der er nu medicinbokse på vej i Nykøbing Falster, Holbæk, Slagelse, Køge, Roskilde, Nakskov og Kalundborg.

Finanslovsudspil

Det er ikke kun Region Sjælland, der har haft travlt med at lægge budget.
Regeringen fremlagde onsdag finanslovsudspil for 2023.

Her var det store tema inflationshjælp til hårdt trængte danskere, men også penge til sundhed, psykiatri og ældre fylder meget i det nye budget.

Regeringen foreslår i finanslovsudspillet, at der bliver målrettet 0,6 milliarder til sundhedsområdet, herunder psykiatrien og ældre.

Læs også
Region Sjælland indvier ny medicinboks - skal lette hverdagen for patienter
Læs også
Region Sjælland indvier ny medicinboks - skal lette hverdagen for patienter

Dette beløb er det halve i forhold til sidste års finanslov, men det skyldes den aktuelle økonomiske situation, hvor regeringen vil sætte to milliarder kroner af til inflationshjælp.

Samtidig afsætter regeringen en pulje på 615,8 millioner til en strategi, der skal håndtere Corona i første kvartal af 2023. Formålet med strategien er blandt andet at beskytte ældre og holde samfundet åbent.

Derudover er der blandt andet sat penge af til miljø, dyrevelfærd, elbiler, oversvømmelser og uddannelse. 





Nyhedsoverblik