Flere læger bliver misbrugere

Antallet af sager om misbrug blandt læger er steget voldsomt på bare et år. Samtidig er der sandsynligvis en del ukendte sager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En læge på Næstved Sygehus stak forleden kanylen i sin egen arm og tog et skud morfin, inden han skulle bedøve en patient på operationsbordet. Og han er ikke den eneste læge, som fylder sig med stærk medicin i arbejdstiden.

Antallet af sager om læger i misbrug stiger, skriver metroXpress fredag. I 2006 havnede 26 sager om lægers misbrug på Sundhedsstyrelsens skrivebord. I 2007 var det 40, og det er formentlig kun en lille del af misbrugerne, vurderer ledende embedslæge Arne Scheel Thomsen.

- Vi ser en stigning, og den afdækker virkeligheden, som vi ser den. Men det ville være mærkeligt, hvis vi så alle tilfælde, siger Arne Scheel Thomsen.

Som regel når sagerne om misbrug kun embedslægerne, når en læge er ude i et kraftigt misbrug, der får indflydelse på arbejdet. Lægerne har let adgang til stofferne og kan længe skjule et problem.

- Misbrug blandt læger er stadig tabu. For når man som læge er vant til at stå med ansvaret for liv og død, er det svært at erkende, hvis man ikke kan tage ansvar for sit eget liv, siger Finn Zierau, som er overlæge på Alkoholenheden på Bispebjerg Hospital.

De seneste 13 år har han behandlet læger, der misbruger alkohol, piller eller anden medicin. Finn Zierau mener, at lægerne lider af et Tarzan-syndrom.

- Vi ved alt, og vi kan alt. Derfor negligerer læger tit deres egne symptomer, og hvis der samtidig er skyld og skam i det, kommer vi for sent i behandling, siger han.

Ifølge Finn Zierau er der dog sket en udvikling de senere år. Det sker oftere, at læger griber fat i hinanden, når de har mistanke om, at en kollega er på vej ud i et misbrug. Derfor er der flere, der får hjælp.

- Det er tegn på, at systemet virker, når en læge bliver taget med en kanyle i armen, lige inden han skal operere en patient. Der var jo folk, som holdt øje, og som forhindrede ham i at arbejde, siger Finn Zierau.


Nyhedsoverblik