Flere ældre cyklister bliver dræbt

Med alderdommen følger svækkede sanser og færre kræfter. Det kan være en livsfarlig cocktail på vejene. Her bliver stadig flere ældre cyklister dræbt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Svækket hørelse, dårligt syn og svigtende reflekser. Det er ikke farlige alderdomstegn - men i trafikken kan de være dødbringende.

- Vi ser, at de ældre kommer oftere og oftere til skade i trafikken, fortæller Søren Troels Berg, der er projektleder i Rådet for Større Færdselssikkerhed.

I 2006 blev 17 cyklister over 60 år dræbt i trafikken. Sidste år var tallet steget til 31.

Fredag formiddag blev en 62-årig kvinde dræbt på Skovvejen ved Jyderup. Her overså hun en varevogn, som herefter kørte ind i hende.

Forklaringen på de mange ulykker ligger blandt andet i de alderdomstegn, som ellers kan virke meget harmløse.

- Deres sanser er i nogen grad svækket i forhold til, da de var yngre. Og det vil sige, at de hører måske knap så godt, hvad der sker bagved og rundt om dem, forklarer Søren Troels Berg.

Det kender Annamaria Sørensen fra Vordingborg godt. Hun er 74 år gammel og cykler mindst ti kilometer om dagen.

- Det er jo hørelsen, der er ved at aftage, kan jeg godt mærke, fortæller Annamaria Sørensen.

Her kommer tre gode råd til den aldrende cyklist:

1: Køb en let og god cykel, gerne en damecykel, som man nemt kan komme af og på

2: Vær opmærksom på, at sanserne er svækket, og prøv at kompensere for dem på andre måder

3: Kør med cykelhjelm


Nyhedsoverblik