Fem sømandsgidsler gik i land

Fem danske søfolk fra Nakskov-skibet Danica White er efter godt fem døgn på søen og 82 dage som gidsler gået i land

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fem og et halvt døgn efter at være sluppet ud i frihed kom de fem danske søfolk fra Nakskov-skibet Danica White tirsdag morgen til Djibouti. Søfolkene stod om bord på dækket af den franske korvet Blaison, da de lagde til i havnen.

Senere på dagen køres søfolkene til lufthavnen i Djibouti, hvorfra de flyves hjem til Danmark i et fly, som Søfartsstyrelsen hare chartret. Flyet letter først på eftermiddagen og ventes at lande i en dansk lufthavn natten til onsdag.

Udenrigsministeriet har sammen med politiet lagt en jernring af beskyttelse omkring de frigivne gidsler efter råd fra krisepsykologen. På flyrejsen hjem til deres pårørende følges søfolkene af repræsentanter fra politiet, krisepsykologen og Udenrigsministeriet.