FCV tæt på sejr i Aarhus

FC Vestsjælland var foran sekunder før tid, men måtte nøjes med 2-2 mod AGF

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bare få minutter før tid så det ud til sejr til FC Vestsjælland søndag mod AGF, men det endte med uafgjort i Aarhus, da jyderne udlignede i overtiden.

Allerede efter 30 sekunder får Michael Lumb en kæmpechance bare et par meter fra mål, men venstrebackens skud bliver blokeret af Steffen Rasmussen i AGF-målet.

Små ti minutter senere brænder det på i den anden ende, da Osama Akharraz kommer igennem i højre side af feltet, men Thomas Mikkelsen får blokeret til hjørnespark.

Fem minutter senere er der dobbelt op på dobbelt-chancer. Først Akharraz og Oduro med to store tilbud, og sekunder senere Joel Tschimbamba fri igennem, men Steffen Rasmussen får blokeret ud til Dennis Sørensen, der ikke kan holde skuddet nede.

Livlig indledning på kampen, hvor FCV bestemt også har muligheder og spil.

FCV trynet på egen specialitet

FC Vestsjælland er superligaens stærkeste hold statistisk på hovedet – men AGF har en ordentlig kleppert i Søren Larsen. Og på et frispark lige uden for venstre side af feltet efter lidt over 20 minutter bliver kuglen smækket direkte ind i panden på Larsen tæt under mål. Ingen FCV-spillere kan genere ham nok, så 1-0 til AGF.

Heldigvis er Michael Lumb i hopla mod barndomsklubben, og bare fem minutter senere endnu et løb i venstresiden. Lumb ind i feltet - og fældet.

Klart straffespark - og Rasmus Festersen gør, hvad han plejer - scorer og udligner til 1-1.

Chancefesten fortsætter med Henrik Madsens skud snert forbi stolpen og Dennis Sørensen med flyvende hovedstød, men 1-1 efter 1. halvleg.

Fest fes ud

Chanceregnen stilnede af efter pausen, og først efter knap 20 minutter kom der gang i felterne igen. Bolden dumpede ned til Søren Larsen i FCV-feltet, og han skød resolut, men en flot fodparade af Thomas Mikkelsen fik sendt bolden til hjørne.

Hvor meget af spillet i første halvleg foregik omkring felterne, så blev det meste samlet på banens midterste tredjedel i anden halvleg.

I kampens sidste 20 minutter tog chancerne til igen, og især en friløber fra Akharraz kan FCV-spillerne prise sig lykkelige for ikke endte med scoring.

En par muligheder til Henrik Madsen og især Michael Lumb lunede op under kampen, og kort før tid kom der for alvor tryk på. Marc Dal Hende trykkede perfekt af uden for feltet, og bolden sejlede op i krydset.

2-1 og det lignede FCV-sejr. Men kun i lidt over et minut. En lang bold blev sparket op i FCV-feltet, hvor vestsjællænderne ikke kom ordentligt op. Det gjorde Anders Kure derimod og headede bolden ned til Søren Larsen, der sparkede til. 2-2 og en sejr smidt væk i slutsekunderne.

Dermed ligger FC Vestsjælland stadig midt i den stadig meget tætte superliga bare tre point over nedrykningsstregen.


Nyhedsoverblik