FCK: Næstved takkede nej til hjælp

Fodboldbraget mellem Næstved og FC København blev skændet af vold. Men de rasende FCK-fans kunne måske være stoppet, hvis Næstved havde taget imod tilbuddet om hjælp, lyder det fra den københavnske storklub. SE LINK TIL YOUTUBE NEDERST.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdagens fodboldkamp har sat sig dybe spor i Næstved. Både fysisk her på stadion, men også i hukommelsen hos masser af fredelige fodbold-entusiaster.

- Jeg blev bange, for jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, siger 12-årige Mie Jacobsen, der sammen med sin far, Kim Jakobsen, stod tæt på, da FCK's Fans pludselig gik amok.

Som mange andre, måtte de to flygte ud på banen.

- Jeg tænkte mest på, at min datter ikke skulle blive klemt eller trampet ned, siger Kim Jacobsen.

Men måske kunne fodboldvolden være undgået.

- Jeg bliver lidt ærgerlig over, at vi faktisk havde tilbudt, at vores sikkerhedsfolk kunne komme herned og hjælpe, men det sagde Næstved Boldklub nej til, siger Flemming Østergaard, der er formand for bestyrelsen i Parken Sport og Entertainment.

Flemming Østergaard mener dog, at det var FC København, der burde have insisteret på at hjælpe. 

- Det er ikke korrekt, lyder det fra Næstved-direktør Niels Jørgensen.

- Vi havde fem af deres folk nede for at spotte eventuelle ballademagere, og det var, hvad vi fik at vide af FC København, at de kunne hjælpe os med, siger han.

Næstved Boldklub skal nu mødes med politi og sikkerhedsvagter for at evaluere lørdagens begivenheder.

Se link til YouTube: Klik her


Nyhedsoverblik