FC Vestsjælland henter tidligere Arsenal-talent

Superligaklubben FC Vestsjælland har hentet 21-årige Lennard Sowah. Forsvarsspilleren har senest været i Hamburger SV.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

FC Vestsjælland har søndag forstærket truppen frem mod den kommende sæson i Superligaen med det tysk-ghanesiske forsvarstalent Lennard Sowah.

Den 21-årige midterforsvarer har indgået en kontrakt af et enkelt års varighed med FC Vestsjælland.

Sowah kommer til Slagelse med et flot cv. Han har blandt andet optrådt for Arsenal og Hamburger SV. Derudover har han spillet flere ungdomslandskampe for Tyskland.

Den 187 centimeter høje forsvarsspiller spillede for flere år siden på Arsenals U18-hold. Senest har han været tilknyttet Hamburger SV, hvor hans kontrakt er løbet ud. Det betyder, at FC Vestsjælland har kunnet erhverve sig Sowah på en fri transfer.

Sowah har tidligere været til prøvetræning i Slagelse, hvilket betyder, at vestsjællænderne føler sig sikre på, at forsvarsspilleren passer ind i træner Michael Hansens system. Michael Hansen har i sommerpausen afløst Ove Pedersen på trænerposten.

Den venstrebenede spiller er i stand til at spille både i midterforsvaret og som venstre back.

   /ritzau/


Nyhedsoverblik