Falsk sygeplejerske stjæler fra ældre

I mindst to tilfælde er det lykkedes en kvinde, der er iklædt hvidt tøj, at komme ind til ældre borgere i Holbæk under foregivende af, at hun var sygeplejerske. Politiet anbefaler ældre at bede om at se ID.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mange ældre beboere i Holbæk er utrygge efter flere tricktyverier. I mindst to tilfælde er det lykkedes en kvinde, der er klædt som sygeplejerske at komme ind til ældre borgere i Holbæk. Kvinden fortæller, at hun kommer for at tjekke de ældres blodtryk. Mens de ældre får målt blodtryk, sniger en medgerningsmand sig ind.

- Jeg synes, at det er forfærdeligt. Jeg kan ikke forstå, at folk gør sådan noget, siger 83-årige Ragnhild Christensen, der er en af de kvinder, der blev narret.

Ragnhild Christensen mistede både kontanter, smykker og julegaver.

En anden, 86-årig kvinde, lukkede sygeplejersken ind i sit hjem på Karensmindevej i Holbæk, fredag aften. Her lykkedes det tyven at slippe afsted med 4500 kroner og smykker.

Nu advarer Politiet i Midt- og Vestsjælland mod tricktyvene.

Politiet beder de ældre om altid at bede om at se ID, hvis der kommer henvendelse fra plejepersonale, de ikke kender i forvejen. Og hvis man bliver udsat for, at nogle forsøger at komme ind, så vil politiet meget gerne have en anmeldelse med det samme. Ring 114.