Falckfolk afslog akut ambulancetur

Flere steder på Sjælland har været uden lokal ambulancedækning som følge af strejken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Falck-folk her på Sjælland har sagt nej til at køre akut-ambulancekørsel midt om natten. Hvilket betød længere ventetid for patienter og tilskadekommende.

- Det betød at der skulle komme en ambulance fra et andet område - og det tager selvfølgelig længere tid, siger Jens Jeppesen, der er ambulance-behandler ved Falck, Ringsted.

Han og kollegaen havde natten til onsdag arbejdet i over 17 timer. Efter én gang at have sagt nej til en ulykke - men var blevet overtalt til at køre akut alligevel - sagde de næste gang nej til en kørsel.

- Jeg har været redder i 20 år - det er første gang jeg nogensinde har sagt nej til en kørsel, siger Jens Jeppesen, der de sidste ti dage har kørt dobbelt så mange timer som han skulle i følge normen.

Efter nogle timers søvn blev de spurgt igen, men sagde igen nej.

- Vi var simpelthen så trætte, at det vi ville have været til fare for trafiksikkerheden, siger Jens Jeppesen.

Fra halv to til syv næste morgen var Ringsted og omegn derfor uden lokal ambulance dækning. Men det er sket flere gange i løbet af konflikten, hvor Falck har skåret sit nødberedskab ned til det halve af normal dækning, siger Carsten Nielsen, der er tillidsmand for redderne i Ringsted. 

Fællestillidsmanden for region Sjælland, Anders Sørensen, fortæller at man har set lignende tilfælde, hvor ambulancefolk har sagt nej til at køre - blandt andet i Stege på Møn, men også andre steder i Region Sjælland.

- De er ved at være godt brugte folkene derude - og jo længere tid konflikten varer - jo flere af den slags problemer vil vi se, siger han.

For lange respondent-tider udgør en fare for patienterne, derfor har redderne bedt Falckledelsen om flere folk til nødberedsskabet. Men ledelsen mener, at bemandingen er fin som den er. 


Nyhedsoverblik