Fakse-knægt stormer frem i Post Danmark Rundt

Matti Breschel, 22-årig Fakse-knægt og cykelrytter fra Team CSC, vandt torsdag den 2. etape i Post Danmark Rundt, da han suverænt vandt løbet i en spurt. Breschel overtog derved førerpositionen og den gule trøje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem år.

Så lang tid siden er det, at en dansk cykelrytter har vundet en etape i Post Danmark Rundt.

Men torsdag gjorde den tidligere Fakse-knægt Matti Breschel det, som ingen danskere har formået siden 2002. Han tog etapesejren.

Og selvom der kun er kørt to etaper, er det unge cykeltalent optimistisk i forhold til sine fortsatte muligheder i løbet.

- Jeg mener, at det er realistisk og kan jeg køre fornuftigt, så er det bestemt muligt at vinde, sagde Matti Breschel.

Udover etapeløbet og den gule førertrøje sikrede CSC-rytteren sig også førstepladsen i ungdomskonkurrencen.

Men selvom Matti Breschel nu fører løbet, er han klar over, at det nuværende forspring på fire sekunder skal udbygges, hvis han skal vinde det samlede løb og udbygge forspringet til den nuværende toer, Enrico Gasparotto.

- Forhåbentlig kan jeg tage nogle bonussekunder på de kommende dage før enkeltstarten, som er min svage side. På den måde kan jeg måske 'snyde' mig til lidt ekstra tid, sagde Matti Breschel, der var den første dansker siden Jakob Piil i 2002, som kunne lade sig hylde som etapevinder i Post Danmark Rundt.

Matti Breschel og den resterende del af Post Danmark feltet kan opleves her i regionen den 4. august, når fjerde etape bliver kørt fra Skælskør til Ringsted.

    

 

 


Nyhedsoverblik