Fagforbund revser ny lov efter Sorø sag

På baggrund af en sag fra Sorø er en ny lov på vej om lukkedage i butikkerne, men både fagforbundet HK og branchefolk kritiserer initiativet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et nyt lovforslag vil gøre det muligt for butikkerne at holde åbent på helligdage i forbindelse med særlige arrangementer. Men initiativet møder kritik fra blandt andre HK og brancheorganisationerne De Samvirkende Købmænd og Dansk Detail. Det skriver Avisen.dk.

Lovforslaget kommer oven på en sag fra Sorø. Den 5. juni i år - grundlovsdag - holdt butikkerne i Sorø åbent på grund af det årlige veteranbiltræf. Det var ulovligt, men forretningerne valgte at trodse reglerne. Efterfølgende tog Sorø Kommunes borgmester Gert Jørgensen (K) kontakt til folketingsmedlem Brian Mikkelsen (K), som tog initiativ til det nye lovforslag. Argumentet var blandt andet, at det ville være med til at styrke forretningerne i de små lokalsamfund, men det giver Per Tønnesen, der er formand for HK Handel ikke meget for.

- De har overhovedet ikke ret i, at det vil skabe øget økonomisk aktivitet i lokalsamfundene. Al erfaring og al dokumentation viser, at hver eneste gang politikerne har givet lov til mere åbningstid i butikkerne, så er det kommet de store kæder til glæde, og det har skadet de små. Man åbner en ladeport. Det er reelt en afskaffelse af de her helligdage for de butiksansatte, siger han til Avisen.dk.

Holder fast

Også brancheorganisationerne De Samvirkende Købmænd og Dansk Detail siger, at flere åbningsdage ikke er lig med mere salg, men Brian Mikkelsen holder fast i sit argument.

- Hvis der for eksempel kommer 5-6.000 mennesker til Sorø på sådan en særlig dag, så vil de jo ikke tage ud og handle ind i indkøbscenteret uden for byen. De er i midtbyen til det her træf – og der skal de så have mulighed for at besøge forretningerne. De opdager måske, at der er en fantastisk dametøjsforretning eller en speciel fødevarebutik inde midt i byen, som de har lyst til at komme tilbage til, siger Brian Mikkelsen.

Forslaget er lige nu sendt i høring af Erhvervsstyrelsen, men møder bred opbakning i Folketinget.


Nyhedsoverblik