Fælleslisten mangler politikere med gennemslagskraft

Partiets position er tvivlsom. Fælleslisten mangler politikere med tyngde og politiksk kompetence. Det mener politisk kommentator Niels Krause-Kjær.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fælleslisten, der går til kamp for Udkants-Danmark mangler politikere med pondus og gennemslagskraft. Det er tvivlsomt, om partiet kan få dannet en slagkraftig organisation på Sjælland på det stiftende møde den 4. august. Det fastslår politisk kommentator Niels Krause-Kjær overfor DR Sjælland:

- Det kræver virkelig mennesker med tyngde og politisk kompetence, og så kræver det evner til at organisere og styre processen. Det synes jeg ikke, vi har set meget af hos Fælleslisten, siger Niels Krause Kjær.

Han vurderer oven i købet, at Fælleslisten risikerer at skade Udkant-Danmarks sag, hvis partiet ikke finder nogen personer med større politisk viden og gennemslagskraft til at tegne linjen overfor offentligheden.

 - Partiet risikerer i værste fald at marganilisere Udkants-Danmark. Det kan dog også ske, at de etablerede partier især Socialdemokraterne og Venstre tager problemerne op, og så har partiet trods alt nået noget. Men jeg tror ikke, de kan holde dampen oppe et år og komme i folketinget, siger Niels Krause-Kjær.

Fælleslisten har indtil videre især markeret sig i Region Sjælland ved hjælp af formændene for sygehusforeningerne i Nakskov og Kalundborg. Men Arne Olivius fra Kalundborg erkender, at han ikke lige har en stribe kendte navne med politisk tyngde parat.

- Den kritik Krause-Kjær kommer med, har vi hørt hele tiden. Det er der ikke noget nyt i. Jeg tror på, at vi får fat i gode politikere, når først vi får lavet et politisk program, og det vil ske i løbet af august måned, siger Arne Olivius til DR Sjælland.

 

 

 


Nyhedsoverblik