Facebook-brugere donerer brugte ting til pressede familier

Facebook-brugere donerer brugte ting til pressede familier. Inflationen har skabt mere åbenhed om økonomiske udfordringer, mener cheføkonom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere vælger at donere henlagt legetøj eller brugte støvler på Facebook til familier, der er økonomisk udfordrede.

quote Det er faktisk ret rart at glæde andre mennesker

Kamilla Rie Lindeskov Larsen, Jyderup

Nogle donerer gaver for første gang. En af dem er Kamilla Rie Lindeskov Larsen fra Jyderup. Hun har flere gange talt meget med sin syvårige søn om de børn, der ikke får julegaver eller ikke har så mange ressourcer i deres familie. 

- Så var der en dag, jeg sagde til ham: Kunne det ikke være en god idé at donere de to drager, du har inde på værelset til de børn, som ikke får nogle julegaver, fordi deres familier ikke har råd til det, og den var han helt med på, siger Kamilla Rie Lindeskov Larsen.

Læs også
Rekordmange ansøger om julehjælp
Læs også
Rekordmange ansøger om julehjælp

Hun slog derefter et opslag op i en gruppe på Facebook og fik hurtigt svar.

- Det tog tyve minutter, før en mor og hendes lille dreng kom forbi. De sagde tusind tak, og det gjorde mig virkelig glad. Det er faktisk ret rart at glæde andre mennesker, siger hun.

En anden, der har valgt at række en hånd ud til familier i nød her i julen er Rikke Holberg Jørgensen fra Rønnede lidt uden for Næstved. 

Hendes datter er blevet for stor til at bruge et aktivitetsbord, som de har haft stående længe. Derudover havde de nogle puslespil og noget LEGO, de ikke brugte, som hun valgte at donere.

- Det er første gang, jeg gør det. Vi har noget, der bare står og ikke skal bruges, så i stedet for at sætte det til salg, har vi valgt at give det gratis til dem, der har behov for det, siger Rikke Holberg Jørgensen. 

Derfor lagde hun også et opslag på Facebook, og der gik en dag, før aktivitetsbordet og puslespillet blev hentet, men LEGO'en venter stadig på at få en ny ejer.

- Det giver da tanker, at energipriserne stiger. Jeg vil bare gerne hjælpe folk, der har det svært her i julen og har det svært økonomisk. Jeg har en svaghed for børn, og vil gerne hjælpe familier, der har børn, siger hun.

Rekordmange har søgt julehjælp

Inflationen kan mærkes mange steder - især her i juletiden, hvor rekordmange familier har søgt julehjælp.

Blå Kors oplyser, at de har modtaget 12.086 ansøgninger fra økonomisk pressede familier på landsplan. Det er 39 procent flere ansøgere end sidste år, og 1.707 af de ansøgere bor i Region Sjælland.

Læs også
Regeringens julehjælp kan først nå frem til januar
Læs også
Regeringens julehjælp kan først nå frem til januar

Flere organisationer har ikke kunne imødekomme alle de ansøgninger om julehjælp, og det får pressede familier til at søge hjælp blandt andet på Facebook. 

Inflationen skaber åbenhed

Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom for Forbrugerrådet Tænk, erfarer, at inflationen har skabt mere åbenhed om danskernes økonomiske udfordringer. 

- Det er forskelligt, hvordan folk er pressede. Der er nogle, der er mere pressede end andre. De stigende priser har gjort, at der er kommet mere åbenhed i samfundet om borgernes forskellige økonomiske situationer, og det gør, at flere borgere tør åbne op om, at de har brug for hjælp, siger Morten Bruun Pedersen.

Borgerne åbner blandt andet op på Facebook, hvor de beder om julehjælp af den ene eller anden slags. 

Der er også en anden vinkel på, at mange vælger at donerer brugte ting.

- Hvis man tager den op på den helt høje klinge, er det også til gavn for klimaet, fordi de her donationer er jo genbrug. På den måde er det en rigtig god tendens, at flere donerer brugte ting, siger han.

Både Kamilla Rie Lindeskov Larsen og Rikke Holberg Jørgensen har planer om at donere igen. 

TV2 ØST har været i kontakt med flere brugere, der har doneret støvler, legetøj og andet på Facebook. Donationerne foregår blandt andet lokale Facebook-grupper som 4100 Ringsted - Alt tilladt og Jyderup. 


Nyhedsoverblik