Er din julegudstjeneste aflyst? Her kan du få den i stedet

Årets julegudstjenester har været til stor diskussion, og i sidste øjeblik blev kirkerne frarådet at afholde dem. Derfor er mange gudstjenester aflyst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sent i går aftes blev landets biskopper, Provsteforeningen, Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd efter nye anbefalinger enige om at fraråde afholdelse af julegudstjenester.

Derfor er der stor chance for at de lokale kirker rundt om i vores region har aflyst gudstjenesterne i sidste øjeblik.

- Når der kommer en opfordring fra biskopper Provsteforeningen, Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd, så tror jeg langt de fleste der aflyser. Men jeg har hørt om enkelte steder, hvor præsten blot læser juleevangeliet og Fadervor op og lyser velsignelsen, og så er det det, fortæller Peter Fischer-Møller, der er biskop i Roskilde Stift.

På grund af den sene udmelding har det ikke været muligt at få et samlet overblik over, hvem der har aflyst, og hvem der holder fast i julegudstjenesten. For at finde ud af om din julegudstjeneste er aflyst, må du derfor tjekke de lokale kirkers hjemmeside, eller give præsten et kald.

Men på Roskilde Stifts hjemmeside kan få et overblik over, hvor de streamede julegudstjenester bliver sendt henne. 

Nye retningslinjer hver anden dag

I mandags lød anbefalingerne fra kirkeministeriet ellers på, at julegudstjenester højst skulle vare 45-50 minutter. Og Kirkeministeriet opfordrede blot til at finde alternative løsninger til fællessang.

Men sent i aftes kom der så endnu engang nye opdaterede anbefalinger fra kirkeministeriet: Gudstjenesterne bør ikke vare mere end 30 minutter, og der bør ikke være nogen form for sang.

- Det der med at få nye retningslinjer fra myndighederne og udmeldinger fra politikere hver anden dag og prøve at rette ind efter det, det giver en utryghed i befolkningen, som vi har kunnet mærke i form af bestilte adgangstegn, som er blevet leveret tilbage, siger Peter Fischer-Møller.

- Vi kunne simpelthen ikke bede de lokale præster og menighedsråd om at mødes sent i går aftes, lille juleaften, for at finde ud af, hvad de skulle ændre til i dag for at kunne gennemføre juleaftens gudstjenester. Derfor vælger vi at fraråde julegudstjenesterne, så de lokale kirker ved de har vores opbakning til at aflyse, fortætter han. 

Men på trods af at verden ikke er som den plejer, ønsker biskoppen alle en glædelig jul.