En god figur

Set med forsvarets øjne gjorde plejefarens egne sønner en god figur, da de her til eftermiddag afgav forklaring i Østre Landsret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De to unge mænd, der i dag begge er i 20erne, er vokset op sammen med de tre forældreløse søstre, der anklager mændenes far for at have slået, blufærdighedskrænket og sex-misbrugt dem.

De to sønner virkede troværdige, da de sad i vidneskranken og fortalte de tre domsmænd og de tre dommere om en lykkelig barndom på to adresser uden for Skælskør. Ingen af de to mænd har på noget tidspunkt haft nogen mistanke om, at deres far har krænket pigerne - hverken fysisk eller psykisk.

Begge sønner har fungeret som pædagogmedhjælpere på det private opholdssted, men har aldrig fundet plejefarens pædagogik mistænkelig. Den ældste af sønnerne har aldrig set pigerne nøgne. Den yngste søn har til gengæld fortalt om en episode, hvor den mellemste af pigerne blev tvunget til at tage sit tøj af - bag en lukket badeværelses-dør - fordi pigens plejeforældre ville gennemsøge hendes tøj for stjålne genstande. Plejefamilien var blevet kontaktet af pigens skole, der havde en fornemmelse af, at pigen i flere tilfælde havde haft for lange fingre. Sønnen fandt derfor ikke episoden grænseoverskridende.

"Pigerne var en del af familien. Min far gjorde ingen forskel på os drenge og pigerne. De var altid med til familiefester og på ferier," forklarede den ældste af sønnerne retten.

De to sønner har, fordi de er i familie med den anklagede, ikke pligt til at vidne, men har valgt at afgive forklaring i håbet om, at deres forklaringer vil styrke farens sag.


Nyhedsoverblik