I årevis har mænd regeret Liberia. Deres grådighed og ambitioner om magt har lagt landet ned og påført dets befolkning ubærlige traumer efter 14 års borgerkrig. I dag er det kvinder, der står i spidsen for det vestafrikanske land.
Den ene hedder Ellen Johnson-Sirleaf. Hun er præsident. Den anden hedder også Ellen: Ellen Margrethe Løj. Hun er fra Falster. Og så er hun chef for FN's fredsbevarende styrker i Liberia.
Men gør det en forskel, at kvinder sidder ved magten? Spørger man Dominic Sam, der er leder af FN's Udviklingsprogram (UNDP) i Liberia, så er svaret ja.
En inspiration for en hel generation
- Det betyder meget. Ellen Johnson-Sirleaf er Afrikas første kvindelige præsident. Det viser, hvor langt vi er kommet, og hvor langt vi kan gå. Ellen og Ellen er en inspiration for en hel generation af piger og kvinder, der vokser op. Vi kan også se, at kampen mod seksuelle overgreb mod kvinder er kommet højt op på dagsordenen i Liberia. Det har begge Ellen'er prioriteret, siger Sam, der henviser til, at mellem 40 og 60 procent af Liberias kvinder blev voldtaget under borgerkrigen.
- Løj er et pust af frisk luft. Det viser, at kvinder har den nødvendige kompetence. Jeg er sikker på, at der er flere Ellen'er derude, siger Sam.
Selv nedtoner Løj det faktum, at hun er kvinde. Men hun understreger, at det, at landets præsident er en kvinde, "klart har betydet meget for Liberias kvinder".
- Hun er et eksempel til efterfølgelse for Liberias markedskvinder og for de unge piger. Men det er ikke kun det, at hun er kvinde. Hun er også fagligt kompetent, siger Løj, der betegner sit forhold til den anden Ellen som "professionelt".
- Vi mødes mindst en gang om ugen. Det er vigtigt for os i FN at vide, hvad regeringen tænker og gør. Samtidig har hun også behov for at vide, hvad vi observerer rundt om i landet, hvor vi har FN-soldater og FN-politi på plads, siger Løj.
Skandinavisk kultur
Det at være kvinde og chef for FN's fredsbevarende operation i Liberia er ifølge Løj ikke noget problem i dagligdagen.
- Jeg tror mere, at det er min skandinavisk/nordiske samarbejdskultur, der betyder noget. I militæret er der en mere hierarkisk kultur. Så når jeg ringer til den militære chef for FN's styrker i Liberia i stedet for at lade sekretæren ringe, var der undren i begyndelsen, siger Løj, der også har fået sat en stopper for, at hendes livvagter rejser sig op, hver gang hun forlader sit kontor.
- Så kunne de jo ikke bestille andet, siger hun. For Løj bevæger sig rundt og går også direkte ind på den militære chefs kontor uden forvarsel.
- Jeg var overrasket første gang, at hun troppede op på mit kontor. Den tidligere chef for FN's fredsbevarende styrker gjorde det aldrig. Men nu har jeg vænnet mig til det. Det er ikke et problem, siger den ghanesiske brigadegeneral Emmanuel Quist, der er fungerende stabschef for FN's fredsbevarende styrker i Liberia.
Respekt for Madam
Quist, hvis forfædre var danske slavehandlere i Ghana, erkender dog, at han tænkte sit, da Ellen Margrethe Løj blev udnævnt.
- Jeg tænkte: Hvad vil en kvinde her? Men hendes køn er ikke et problem. Det har noget at gøre med hendes stil. Måske det ville have været et problem med en anden kvinde. Men ikke med Madam, understreger Quist.
I Liberia tiltales Løj nemlig oftest Madam, Ma eller Mammy. Det er et tegn på respekt. For jo ældre man er, des større respekt. Sådan er det her i Vestafrika.
Gæt min alder
Da Løj på et tidspunkt spurgte sin chauffør, hvor gammel han troede, at hun var, svarede han: "70 år". Løj, der runder de 60 på fredag, ved godt, at chaufførens svar ikke var en fornærmelse, men det modsatte. Spørger man Nigerias FN-soldater, som kontrollerer Liberias hovedstad, Monrovia, så er der kun roser at hente i forhold til danske Ellen.
De taler stadig om den dag, da hun i silende regn skulle inspicere soldaterne. For Løj nægtede at lade nogen holde en paraply over sig.
- Jeg har aldrig været så våd i mit liv. Det høvlede ned. Men soldaterne blev jo også våde, siger Løj, der også har ændret medaljepraksis, siden hun kom.
- Jeg har hele tiden fået at vide, at det var vigtigt, at jeg deltog, når der skulle uddeles medaljer. Men det var altid til officerer. Så jeg spurgte: Når det nu er så vigtigt, hvorfor skal jeg så ikke give medaljer til menige? Nu giver jeg også medaljer til menige, siger Løj.
Beslutninger her og nu
De opgaver, hun skal løse, er meget forskellige fra de opgaver, hun har skullet løse som fremtrædende embedsmand i det danske udenrigsministerium, som ambassadør i Israel og Tjekkiet og som dansk FN-ambassadør, da Danmark havde en plads i FN's Sikkerhedsråd.
Selv om hun som udgangspunkt skal orientere FN's hovedkvarter i New York, før hun træffer beslutninger i Liberia, så må hun ofte træffe beslutninger her og nu.
Som da den franske flåde for nylig opbragte et skib med to ton kokain ud for Liberia.
De liberiske myndigheder fængslede besætningsmedlemmerne, og Løj måtte sammen med sine underordnede hurtigt sikre, at skibet blev bevogtet, og at kokainen blev brændt.
Men posten som chef for FN's fredsbevarende styrker i Liberia har også omkostninger.
Sikkerhedsvagter på indkøb
- Jeg har ikke noget privatliv. Alle ved, hvad jeg laver. Og jeg skal passe på med ikke at se nogle personer mere end andre. - I New York kunne jeg gå en tur i biografen. Her kan jeg ikke gøre noget som helst, siger Løj. I hvertfald ikke uden at hele sikkerhedsapparatet aktiveres. Det gælder også, når Løj skal i supermarkedet. Og det insisterer hun på.
- Jeg vil jo gerne købe mine egne tomater. Hvis sikkerhedsvagterne så skal med, må de jo komme med, siger Løj. Denne lørdag kommunikerer Løjs livvagter hektisk via øresneglene, mens Løj bevæger sig ud af FN-bygningen i Monrovia, og soldater gør honnør ved udgangen.
Udenfor venter tre biler. Løj stiger ind i den midterste, en 1,5 ton tung armeret firehjulstrækker, og kortegen forlader FN-bygningen med blå blink og FN-soldater i den bagerste bil. Ved ankomsten til FN-supermarkedet Unmil PX har en livvagt allerede tjekket, at alt er i orden, da Løjs kortege ankommer.
Og så kan Løj endelig gå i gang med at fylde indkøbsvognen, tæt overvåget af en af sine livvagter, der på et tidspunkt elegant får fjernet en stor køkkenkniv, som nogen har forlagt på grøntsagshylden. En fordel er der dog.
- Jeg har aldrig problemer med at få båret indkøbsposerne op. Det gør FN-soldaterne, siger Ellen Margrethe Løj.
Blå bog om Ellen Margrethe Løj:
Ellen Margrethe Løj
- Født den 17. oktober 1948 i Gedesby på Falster
- Ugift, ingen børn
- Uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 1973
- Ansat i Udenrigsministeriet fra 1973
- Ambassadesekretær ved den danske FN-mission i New York 1977-1980
- Ambassaderåd ved den danske EF-repræsentation i Bruxelles 1982-1985
- Kontorchef i Udenrigsministeriet 1986-1989
- Ambassadør i Israel 1989-1992
- Viceudenrigsråd i Udenrigsministeriet 1992-1995
- Chef for Udenrigsministeriets Sydgruppe 1996-2001
- FN-ambassadør i New York 2001-2007
- Ambassadør i Tjekkiet 2007
- Chef for FN's fredsbevarende styrker i Liberia 2008
/ ritzau /