Elever hjælper elever på Handelsskolen

Handelsskolen Sjælland Syd har startet et mentorkorps af studerende. De har overskuddet til at hjælpe de af deres medstuderende, der kan have det lidt svært. For nylig fik de deres mentor-uddannelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- De erfarne elever kan noget, som vi professionelle kontaktlærere og studievejledere ikke kan. De kan være rollemodeller helt i øjenhøjde og give en personlig støtte, der ofte er anderledes end den, vi voksne giver.

Sådan siger Lasse Petersen, projektkoordinator og underviser på Handelsskolen Sjælland Syd, hvor han står for den nye mentor-uddannelse på Handelsskolernes Grunduddannelse (HG) sammen med Michael Larsen, ligeledes projektkoordinator og underviser.

Den har til formål at ruste udvalgte elever til at give andre elever, der har det lidt svært, en hjælpende hånd. For nylig blev de nye mentorer klædt fagligt på til opgaven over tre intensive dage i Lalandia.

- Det er en spændende opgave at kunne hjælpe andre. Samtidig påvirker jo også min skoledag, hvis nogle elever fra klassen ikke dukker op til undervisningen eller kommer midt i timen. Så på den måde er mentor-ordningen også en god ting for mig, udover at jobbet kommer på min cv, siger hg-elev Anne Cathrine Jensen fra Koster.

Tre dage i Lalandia lyder måske som sjov og ballade, men selv om der var tid til svømmeture, så stod den på undervisning fra morgen til sen eftermiddag i det lollandske feriesteds mødelokaler. Turen var placeret der, så mentorerne også fik noget belønning for deres deltagelse. De er nemlig alle frivillige.


Nyhedsoverblik