Efter flere ugers ventetid kan apoteker nu vaccinere mod corona

Efter flere uger med mangel på vacciner, kan en række apoteker i Region Sjælland nu vaccinere mod coronavirus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Du kommer bare ind, så får vi dig vaccineret gratis og uden tidsbestilling.

Sådan lyder beskeden fra Anita Albrechtsen, der er apoteker ved Svane Apotek i Ringsted og Slagelse.

Fra og med mandag kan 28 apoteker i Region Sjælland nemlig vaccinere borgere mod coronavirus efter en aftale mellem apotekerne og regionerne.

- Vaccinerne og de ting, som vi skal bruge, blev leveret og stillet direkte i køleskabet. Det fungerede fint, siger Anita Albrechtsen.

Læs også
Apoteker står klar til at vaccinere mod corona - men vaccinerne er ikke dukket op
Læs også
Apoteker står klar til at vaccinere mod corona - men vaccinerne er ikke dukket op

Hun forklarer, at de gør vaccinerne klar, sådan så man altid kan komme uden tidsbestilling og blive vaccineret.

- Det er ligesom, når man bliver vaccineret mod influenza eller lungebetændelse. Man kommer ind og bliver vaccineret, og så skal man sidde 15 minutter for at være helt sikker på, at alt er i orden. Vi er jo vant til at vaccinere, så for os er det bare dagligdag, siger Anita Albrechtsen.

VIDEO: I december besøgte vi Anita Albrechtsen, hvor de dengang ventede på at få leveret vaccinerne. 

Forsinkede vacciner

Helt tilbage til den 13. december begyndte apoteker i andre regioner at vaccinere mod coronavirus. I Region Sjælland stod apotekerne også klar til at deltage i vaccinationsprogrammet fra den 20. december, men vaccinerne ankom ikke.

- For at være helt ærlig, så har jeg stadig ikke forstået, hvad der egentlig gik galt. Vi var klar til at vaccinere, men da vaccinerne skulle komme, så kom de bare ikke. Så stod vi der og ventede og spejdede efter leverancerne, og da vi havde fri, turde vi ikke rigtig gå hjem. Vi fik aldrig en melding om, hvad der var galt, fortæller Anita Albrechtsen.

Læs også
Lokale apoteker gør klar til at vaccinere mod coronavirus
Læs også
Lokale apoteker gør klar til at vaccinere mod coronavirus

Ifølge Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland og ansvarlig for vaccinationsindsatsen, er årsagen til,  at man først gik i gang med at vaccinere på de sjællandske apoteker mandag, at der har manglet en leverandøraftale. Særligt har der været en udfordring med at få den rette kølekapacitet til vaccinerne.

- Vi havde behov for at få en aftale om at få leveret vaccinerne ud til apotekerne. Den leverandøraftale har vi arbejdet på efter jul. Vilkårene har så ændret sig, fordi rigtig mange har sagt ja tak til tredje stik. 85 procent af borgerne i Region Sjælland af dem, der er inviteret, er blevet vaccineret med tredje stik. Det betyder så, at vi er i stand til at kunne levere vaccinerne ud nu. Vi har pludselig kølekapacitet nok, siger Trine Holgersen, der glæder sig over, at borgerne nu også kan lade sig vaccinere på apotekerne. 

- Vi er rigtig glade for, at den her aftale er faldet på plads, og vi har fået vaccinerne ud på apotekerne. Det bidrager til at skabe en større tilgængelighed for borgerne i forhold til at blive vaccineret, siger Trine Holgersen.

Her kan du blive vaccineret på et apotek:

- Nykøbing Sjælland - Elefant Apoteket 

- Holbæk - Elefant Apoteket 

- Kalundborg - Krone Apotek og Svane Apotek

- Høng Apotek

- Dianalund Apotek

- Stenlille Apotek

- Sorø Apotek

- Slagelse - Rådhusapotekket og Svane Apotek

- Ringsted - Klosterparkens Apotek, Svane Apotek og Ringsted Apotek

- Næstved - Sct. Jørgens Apotek og Løve Apotek

- Fakse Apotek

- Præstø Apotek

- Vordingborg - Valdemarsgade Apotek og Vordingborg Apotek

- Møn - Stege Apotek

- Nørre Alslev Apotek

- Stubbekøbing Apotek

- Nykøbing Falster - Løve Apotek

- Maribo - Krone Apotek og Løve Apotek

- Rødby Krone Apotek

Kilde: coronasmitte.dk 

Gør det en forskel?

Nu er alt altså blevet løst, og på apotekerne er man nu klar til at vaccinere mod corona.

Spørgsmålet er dog, om det for alvor gør en forskel, når nu næsten ni ud af ti inviterede allerede har fået tredje stik eller har reserveret en tid.

Trine Holgersen er dog sikker på, at det vil biddrage positivt. Lige nu kan man nemlig blive vaccineret 203 forskellige steder i Region Sjælland. Det inkluderer regionens egne vaccinationscentre, de praktiserende læger og nu også apoteker.

- Vi har erfaring for, at jo flere steder, man kan blive vaccineret, og jo mere tilgængelighed vi skaber, jo nemmere er det at få borgerne til at tage imod tilbuddet om vaccination, siger hun.

Læs også
Sygehus oplever dagligt problemer - anbefalinger for besøg bliver ikke respekteret
Læs også
Sygehus oplever dagligt problemer - anbefalinger for besøg bliver ikke respekteret

Det er Anita Albrechtsen dog ikke helt så sikker på, men de er klar til at give en hjælpende hånd.

- Jeg tror, at det store løb er kørt. Den værste travlhed har lagt sig. Set på den måde, så kunne vi have bidraget mere omkring jul. Men nu kan vi så være med til at sikre en superlet adgang til at blive vaccineret, og jeg ved, at mange er glade for at blive vaccineret hos os, så vi er med til at sikre et mere bredt udbud af vacciner, og det er godt, siger Anita Albrechtsen.

Det er kun vaccinen fra Pfizer/BioNTech, man kan blive vaccineret med på apotekerne. Vaccinationen foregår uden tidsbestilling.


Nyhedsoverblik