DSB ophæver krav om pladsbillet i sine tog

Med Sundhedsstyrelsens anbefalinger om brug af mundbind har DSB valgt at droppe krav om pladsbillet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

DSB ophæver kravet om pladsbillet i sine tog. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Siden midten af marts har kunderne skullet skaffe sig en gratis pladsbillet for at rejse med DSB's InterCity-, InterCityLyn- og regionaltog.

Med det ophævede pladskrav kommer kunderne igen til at skulle betale et sted mellem 10 og 30 kroner, hvis de ønsker en pladsbillet i togene.

Der udstedes ikke længere pladsbilletter til regionaltog, oplyser DSB.

Sundhedsstyrelse anbefaler at bruge mundbind

Ændringen kommer, efter at Sundhedsstyrelsen fredag ændrede anbefaling af brugen af mundbind, fortæller informationschef Tony Bispeskov.

Nu er anbefalingen, at der bruges mundbind i den kollektive trafik, når der er trængsel og ikke kan holdes afstand. Den nye anbefaling trådte i kraft lørdag.

quote Kunderne har mulighed for at tage mundbind på, og dermed kan vi også i højere grad udnytte pladsen i togene

Tony Bispeskov, informationschef hos DSB

- Kunderne har mulighed for at tage mundbind på, og dermed kan vi også i højere grad udnytte pladsen i togene.

- Det gælder både fjern- og regionaltog, men også S-tog, hvor man ikke længere behøver at sidde forskudt, siger Tony Bispeskov.

En anbefaling - ikke et krav

Da det blot er en anbefaling - og ikke et krav - at bruge mundbind, når der er trængsel, er det dog ikke alle passagerer, som indtil videre har gjort det.

Er det ikke en risiko for folkesundheden at ophæve pladskravet?

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at oplyse kunder og andre om, at der nu gælder de her anbefalinger, så alle er klar over dem, siger Tony Bispeskov.

Han fortæller, at det er DSB's forventning, at kunderne læner sig op ad myndighedernes anbefaling.

Man kan stadig følge med i, hvor mange passagerer der er med et S-tog, før man stiger på, hvis man ønsker at undgå trængsel.

Det kan man på DSB's hjemmeside pladspaarejsen.dk.

DSB opfordrer fortsat alle passagerer til at vise hensyn til hinanden og følge myndighedernes anbefalinger.

Der kan købes mundbind, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger, i DSB's 7-Eleven butikker. Det gælder, så længe lager haves, oplyser DSB.

FAKTA: Her anbefaler Sundhedsstyrelsen brug af mundbind

DSB har onsdag ophævet krav om pladsbillet i sine tog.
 

Det sker, efter at Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at man bruger mundbind, når der er trængsel i den offentlige trafik.
 

Her er et overblik over, hvor og hvornår Sundhedsstyrelsen anbefaler brug af mundbind og ansigtsvisir:

  • Hvis du er smittet eller har symptomer på covid-19 og skal bryde din selvisolation for at transportere dig til og fra sygehuset.
     
  • Hvis du er på vej hjem fra for eksempelvis lufthavnen efter en rejse i et højrisikoområde i udlandet og skal i selvisolation.
     
  • Hvis du er nær kontakt til en, som er smittet, og skal bryde selvisolation for at transportere dig til og fra test.
     
  • Hvis du er pårørende og ikke kan holde afstand til en person i øget risiko. Det kan for eksempel være ved behov for pleje og omsorg.
     
  • Hvis du skal med offentlig transport, og det ikke er muligt at holde afstand.
     
  • I erhvervsmæssig sammenhæng hvor hyppig eller langvarig kontakt ansigt-til-ansigt er uundgåelig.
     
  • Ved store forsamlinger som for eksempel optog, hvor hyppig eller langvarig kontakt ansigt-til-ansigt ikke kan undgås eller ikke kan forebygges med andre tiltag som afstand med videre.

 

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/

SF går imod DSB: Vil have genindført krav om pladsbillet i tog

Både SF og De Konservative stiller sig uforstående over for, hvorfor DSB har fjernet krav om pladsbillet.

DSB har onsdag valgt at ophæve kravet om pladsbillet i sine tog, efter at Sundhedsstyrelsen har ændret anbefaling for brugen af mundbind. Men det er "utidigt" af togselskabet, mener SF's transportordfører, Anne Valentina Berthelsen.

- Hvis alle havde mundbind på, når de kørte med bus og tog, var kravet om pladsbillet måske overflødigt.

- Men anbefalingen om mundbind er foreløbig kun en anbefaling, og det er indtil videre alt for få danskere, som har taget den til sig, skriver hun på Facebook.

Ifølge Anne Valentina Berthelsen bør der som minimum fortsat være krav om pladsbillet for at sikre afstand i den kollektive transport. Derfor må transportminister Benny Engelbrecht (S) på banen, lyder det.

- Transportministeren må have fat i nakken på DSB.

Det er utidigt af DSB at ophæve kravet om pladsbillet! 👎🏻 Hvis alle havde mundbind på, når de kørte med bus og tog, var...

Slået op af Anne Valentina BerthelsenOnsdag den 5. august 2020

Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative, stiller sig på Twitter ligeledes uforstående over for DSB's beslutning.

- Anbefaling om mundbind blev indført, fordi det i myldretiden kan være svært at holde afstand. Nu fjerner DSB det krav, som sikrer mod overfyldte tog - og som sikrer, at passagererne holder afstand. Hvorfor?

- Derfor spørger jeg nu ministeren om, hvorvidt dette er sundhedsmyndighedernes anbefaling - og hvordan DSB vil sikre mod overfyldte tog, hvor borgerne ikke kan holde afstand, skriver han på Twitter.

 


Nyhedsoverblik