DSB betaler pendlere millioner

DSB udbetaler millioner i rejsetidsgaranti til kunder, der er tilmeldt pendlerregistret. Forbrugerrådet efterlyser kompensation til fly- og buspassagerer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En halv million kroner. Så mange penge sætter DSB hver måned ind på de danske pendleres konti, fordi togene er forsinket. Det viser nye tal fra DSB, skriver MetroXpress.

De første fire måneder sidste år modtog pendlerne 1,1 millioner kroner i erstatning, mens rejsetidsgarantien udløste hele 1,9 millioner kroner i samme periode i år. Det skyldes, at antallet af pendlere, som har meldt sig ind i pendlerregistret, er mere end fordoblet i forhold til sidste år.

Der er godt 38.000 medlemmer af registret. Det svarer til, at hver passager i gennemsnit har fået udbetalt en kompensation på omkring 50 kroner.

- Det viser, at garantien helt klart er blevet en succes nu. Det er nemt for pendlerne, fordi de blot skal tilmelde sig, og så sætter vi pengene ind på kundens konto, siger Anne-Lise Bach Sørensen, der er salgschef i DSB.

DSB har en målsætning for, hvor mange tog, der skal køre til tiden på alle strækninger. Når en pendler er tilmeldt en bestemt strækning, kan DSB hver måned give en erstatning, ud fra hvor mange tog der ikke nåede frem til tiden. Det er især på S-togstrækningerne, DSB må udbetale penge til forsinkede passagerer.

Forbrugerrådet ser gerne rejsetidsgarantien udbredt til andre offentlige transportmidler som busser og fly. Når man pendler med fly i Danmark, har man ingen rejsetidsgaranti.

Buskunder i det sjællandske kan også kigge langt efter en erstatning, hvis deres bus er forsinket. Trafikselskabet Movia, der dækker hele Østdanmarks busdrift, har ikke en rejsetidsgaranti.

- Det er kun rimeligt, at alle danske buskunder kan få den samme behandling. Vi opfordrer Movia til at få lavet en lignende rejsetidsgaranti, som man snart kan få alle andre steder i landet, siger Claus Jørgensen, miljø- og transportpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

Hos busselskabet Movia, der er landets største, lover man, at erstatningerne snart er på vej til buskunderne.

/ritzau/


Nyhedsoverblik