Druknet lærer måske uden redningsvest

Flere sår nu tvivl om, hvorvidt den savnede idrætslærer, 44-årige Michael Jørgensen, havde redningsvest på, da eleverne forlod ham ved den kæntrede båd i Præstø Fjorde fredag og svømmede mod land, skriver Sjællandske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg synes ikke, han havde redningsvest på, da det skete, siger en af eleverne, Cecilie Rasmussen, til avisen.

Cecilie Rasmussen er ikke den eneste, som hævder, at Michael Jørgensen må have taget sin redningsvest af. Muligvis for at hjælpe en anden, som kan have haft en defekt vest. Både blandt de nuværende og tidligere elever har der bredt sig en opfattelse af, at noget var galt med Michael Jørgensens eget sikkerhedsudstyr, skriver Sjællandske.

- Jeg var derude i går og lede og har hele tiden gået med tanken, om han også havde redningsvest på - men nej, desværre. Gid han havde haft en på, så havde vi fundet ham sammen med de andre, skriver Maja Henneberg på støttesiden for efterskoleeleverne på Facebook.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen ikke på nuværende tidspunkt be- eller afkræfte, om der er hold i rygterne.

- Men vi hører jo formentlig de samme rygter, som pressen gør. Men det vil være forkert af mig på nuværende tidspunkt at begynde at gisne om det ene eller andet. I denne her sag udelukker vi ingenting, siger Søren Ravn-Nielsen til Sjællandske.

Hvis Michael Jørgensen ikke har haft redningsvest på, eller hvis hans vest har været defekt, kan det være forklaringen på, at han ikke er blevet fundet som de andre bevidstløse elever.


Nyhedsoverblik