Drop Kattegatbro og jyske motorveje

Borgmestrene for 15 kommuner rundt om København vil have trafikinvesteringer i hovedstadsområdet. Glem alt om Kattegatbro og flere jyske motorveje, tordner de.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fremtidens investeringer i trafikanlæg udvikler sig til en kamp mellem landsdelene. 15 kommuner rundt om København har sluttet sig sammen i Omegnskommunernes Samarbejde, og de retter nu et fælles angreb på jyske ønsker om en bro over Kattegat og flere motorveje.

- Det er på tide at glemme al snak om Kattegatbro, flere jyske motorveje og bro- og motorvejsprojekter andre steder i Danmark. Det er i hovedstadsområdet, de helt store trafikale problemer er og vil blive helt utåleligt forværret, hvis ikke der kommer gang i de nødvendige investeringer i infrastrukturen, siger sammenslutningens formand, Rødovres borgmester Erik Nielsen (S).

Den konservative trafikordfører Henriette Kjær opfordrer borgmestrene til at droppe kampen mellem landsdelene om at få fat i statskroner til trafikinvesteringer.

- Det handler ikke om at kanøfle hinanden. Jeg er dybt bekymret over tendensen til, at man fra lokalt hold ikke kan unde en anden del af landet en nødvendig trafikinvestering. Man får ikke mere til sig selv og sit område ved at kritisere andres rimelige ønsker om trafikinvesteringer. Naturligvis skal man gøre opmærksom på de trafikale problemer, der kan være i et område og arbejde for en løsning af dem. Men det styrker ikke argumenterne at påstå, at andre egne ikke skulle have brug for motorveje eller andre ønskede trafikanlæg, siger Henriette Kjær.

De 15 kommuner peger på tre store projekter, som staten skal betale for for at aflaste trafikken i hovedstadsområdet.

Det er en femte vejring rundt om København, der forbinder Køge Bugt-motorvejen og Helsingør-motorvejen. Ring 5 skal forhindre, at den nord- og sydgående trafik presses tæt ind mod København. Andet krav er en letbane, der er en form for moderne sporvogne, langs den nuværende Motorring3. Den vil ifølge kommunesamarbejdet blive vital i forhold til at aflaste den tværgående trafik. Letbanen skal løbe fra Lyngby over Glostrup, Ishøj, Brøndby og Avedøre for at slutte på Amager. Dermed vil letbanen køre i et område, hvor der bor mange mennesker og er mange arbejdspladser.

Det tredje ønske fra kommunerne er en havnetunnel i København, der kobler Lyngbyvejen sammen med Amagermotorvejen.

- Allerede de trafikale problemer, vi oplever i hovedstadsområdet i dag, er ekstremt dårlig samfundsøkonomi og miljøøkonomi - vi bliver ganske enkelt nødt til at tage fat i de nødvendige løsninger nu, siger Erik Nielsen.

De 15 kommuner i samarbejdet er Albertslund, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Tårnby og Vallensbæk.

/ritzau/


Nyhedsoverblik