Dronningen sludrede med Heunicke

Dronningen gjorde ved gårsdagens ministerrokade den nye transportminister Magnus Heunicke (S) opmærksom på, at de 2 tidligere har arbejdet samme sted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med ministertitel, præsentation af ny regering på Amalienborg Slotsplads og optræden i diverse tv-programmer var mandagen i forvejen en kæmpe oplevelse for Socialdemokraternes Magnus Heunicke, der i går blev udnævnt til transportminister.

Og dagen blev garanteret ikke mindre spændende af, at dronning Margrethe ifølge Sjællandske lige havde en personlig bemærkning til politikeren fra Næstved.

- Dronningen henvendte sig til mig, og sagde at vi da havde haft samme arbejdsplads. Jeg var ikke med på, hvad hun mente. Men det viste sig, at hun mente BIO Næstved, hvor jeg arbejdede som altmuligmand, mens jeg gik i gymnasiet. Der har hun koreograferet til balletforestillingerne. Så vi fik os en snak om BIO Næstved, fortæller Magnus Heunicke.

Blomster og knus

Han blev fra morgenstunden fulgt af flere kamerahold, da han sted på toget i Næstved tidligt i går morges, og dagen sluttede først sent efter interview i både Aftenshowet og TV2 ØST. Det var en overvældet Heunicke, der undervejs gjorde status på dagens begivenheder.

- Den her dag glemmer jeg aldrig. Det var stort at stå inde på Amalienborg, men det jeg har været allermest glad for, det var at se mine 2 piger komme ud på Slotspladsen og give mig en buket blomster hver og et hurtigt knus. Der smeltede mit hjerte fuldstændigt, sagde han i aftes til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik