Kun 15 år gammel bliver en dreng fra Reersø mellem Kalundborg og Slagelse nu sigtet for forsætlig brandstiftelse i sagen om angrebet med en molotovcocktail mod et privathjem.
Det oplyser landbetjent Svend Erik Autzen til Sjællandske, efter at han torsdag afhørte drengen.
Angrebet skete kort før midnat den 30. december i fjor. I huset sov en familie, da der pludselig lød et brag og kort efter stod flammerne op ad husets indgangsdør. Familiefaderen fik kort efter selv fat i en dreng, der nu, sammen med tre kammerater, er involveret i sagen.
Tre 14-årige drenge er tidligere afhørt af lokalpoltiet i Kalundborg, som nu har overdraget sagen til landpolitiet.
Brandbomben forvoldte en del skader på husets indgangsparti. Men efter afhøringen af den 15-årige torsdag har landbetjent Svend Erik Autzen valgt at sigte drengen for forsætlig brandstiftelse - ikke hærværk
- En molotovcocktail mod en dør er ikke hærværk. Det er brandstiftelse. Smider man sådan én, må man også påregne, at der kan gå ild i noget, siger Svend Erik Autzen til Sjællandske