Dømt for at tvinge 14-årige til hash-salg

En 19-årig mand er ved Retten i Holbæk i dømt 2 år og 3 måneders fængsel for afpresning, ulovlig tvang og vold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 19-årig mand fra Holbæk blev mandag ved Retten i Holbæk idømt 2 år og 3 måneders fængsel for afpresning, ulovlig tvang og vold. Inkluderet heri var en reststraf på 9 måneder for røveri.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Tvang 14-årige til hash-salg

Den 19-årige blev blandt andet fundet skyldig i flere forhold, hvor han ved hjælp af trusler om vold og død har tvunget nogle 14-årige drenge til at sælge hash for sig. Blandt andet på Bjergmarkskollegiet i Holbæk tilbage i april og maj.

Retten lagde i sin afgørelse vægt på drengenes forklaringer om, hvad der var foregået. Således skulle den 19-årige have sagt til den ene af drengene, at han havde våben liggende, der kunne gøre ubehagelige ting ved den 14-årige.

Bøde eller bank

En anden fik at vide, da han ikke ønskede at fortsætte med hashsalget, at han kunne vælge imellem at betale 100.000 kroner i dummebøde eller blive gennembanket i 10 minutter, så han skulle tilbringe 1 år på sygehuset.

En 14-årig dreng fra Gis­linge blev desuden tvunget til at begå butikstyveri i en Super Best i Holbæk.

Retten fandt, at der var tale om både afpresning og ulovlig tvang, men frikendte i 2 tilfælde den 19-årige for røveri af iPhones og mobiltelefoner. Han blev også frikendt for at have truet en af de 14-årige drenge med en kniv.

Slipper for udvisning

Anklageren mente, at den 19-åriges forbrydelser var så grove, at han burde udvises af Danmark.

Retten mente dog, at den tiltalte i dag havde meget lidt tilknytning til sit hjemland, fordi han er vokset op i Danmark, og valgte at gøre udvisningen betinget med en prøvetid på 2 år.

Det betyder, at når han har udstået sin straf, må han ikke begå lignende kriminalitet i de 2 år. Sker det, vil udvisningen blive effektueret, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Den 19-årige udbad sig betænkningstid til sammen med sin forsvarer at overveje, om dommen skal ankes.


Nyhedsoverblik