Dødt, dødt, dødt

Politikerne skal passe på de små byer. Ellers dør vi ud, mener Lena Straarup

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lena Straarup står med hovedet inde i udhængsskabet hos den lokale ejendomsmægler, men hun er ikke på jagt efter bolig i Karise - tværtimod!

- Jeg har et hus her i byen, men her er altså så kedeligt. Jeg plejer at sige, at Karise er det største hul i jorden næst efter Faxe kalkbrud!

Lena flyttede til byen, mens hun igennem tyve år var ude at sejle. Fjorten dage ude og fjorten hjemme - og så var det jo praktisk at have forældre lige i nærheden, som kunne passe på huset, når hun var væk.

Men det er blevet værre og værre med byen, mener hun

- Der er dødt, dødt, dødt. Det er som om at politikerne i Ny Faxe slet ikke har øjne for kommunens små byer og deres udvikling. Vi får lov at passe os selv - og så går vi i stå, mener Lena Straarup, der ellers gennem tyve år var vant til at sejle sin egen sø.