Døde før han fik diagnose

En 69-årig mand døde, mens han var kastebold mellem flere sygehuse. Han nåede ikke en gang at få at vide, hvad han fejlede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Birgit Amdisen fra Møn mistede i slutningen af juni måned sin mand. Han døde uden at vide præcis hvad dødsårsagen var.

Det startede omkring juletid sidste år, hvor Ancher Amdisen fik det dårligt. Han blev undersøgt og fik konstateret galdesten, men det skulle vise sig, at hans sygdom var mere alvorlig end som så.

Han har på det tidspunkt ingen appetit og lider af vægttab, så han bliver undersøgt af sin egen læge. Lægen indstiller ham til indlæggelse, men det er ikke muligt at få Ancher Amdisen ind med det samme. Han kommer først til efter fire uger, og det kun fordi han bliver indlagt akut.

På sygehuset behandles han for galdesten, men stadig forværres hans tilstand. Han bliver scannet, og her finder lægerne en skygge på leveren. Først efter yderligere fire uger får Ancher Amdisen og hans kone at vide, at der er tale om en svulst i leveren, men de kan ikke få at vide, om den er god- eller ondartet.

I de måneder, der følger, bliver Ancher Amdisen henvist til en stribe forskellige hospitaler, men uden held. Hospitalerne har ikke plads til ham.

I midten af juni måned bliver Ancher Amdisen tilbudt en plads på Roskilde Sygehus. Omkring samme tidspunkt tilbydes han en ambulant samtale på Rigshospitalet i august måned. En uge senere, den 28. juni, modtager han et nyt brev fra Rigshospitalet omkring en ambulant samtale på Vejle Sygehus. Men på det tidspunkt er det allerede for sent. Ancher Amdisen døde den 27. juni.

Erik Rasmussen er forfatter og formand for Patientstøtteudvalget under Kræftens Bekæmpelse. Han kalder behandlingen for uanstændig og anklager systemet for at tænke mere på systemet selv end på menneskene i det.

Formanden for folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF) beklager sagen og kalder til handling.


Nyhedsoverblik