DF’s nye spidskandidat til regionsrådsvalget: - Vi vil pege på en borgerlig formand

Dansk Folkeparti har søndag udpeget Jan Herskov som ny frontfigur forud for regionsrådsvalget. Han understreger, at DF er et borgerligt parti.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

54-årige Jan Herskov blev med et stort flertal valgt til spidskandidat på Dansk Folkepartis opstillingsmøde i Ringsted søndag.

Dermed vandt den nuværende partiformand i Roskilde, Jan Herskov, over byråds- og regionsrådsmedlem Gitte Simoni, der i den forløbne periode har været gruppeformand for partiet i regionen.

Jan Herskov har ved flere lejligheder slået på tromme for, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der foretrækker en blå regionsrådsformand.

quote Jeg synes, vi skal melde klart ud til vores vælgere, at Dansk Folkeparti er et højreorienteret parti og et borgerligt funderet parti

Jan Herskov (DF)

- Det, jeg har sagt, er, at der ikke er automatik i for mig, at vi peger på socialdemokrater. Jeg synes, at hvis der er et borgerligt flertal, skal der også være en borgerlig regionsrådsformand, siger han.

- Jeg synes, vi skal melde klart ud til vores vælgere, at Dansk Folkeparti er et højreorienteret parti og et borgerligt funderet parti.

Vil ikke danne flertal med rød blok

Den nye spidskandidat mener selv, at søndagens resultat er et signal fra baglandet om, at de bakker op om, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der foretrækker en blå regionsrådsformand.

Dermed er det utænkeligt, at man endnu en gang vil danne flertal sammen med rød blok, som partiet gjorde på valgnatten i 2017.

Er det derfor, de stemte på dig, tror du?

- Ja, det, tror jeg, er en af hovedårsagerne til det. Vi er konstitueret med socialdemokrater og SF. Det er jo ikke der, Dansk Folkeparti naturligt hører til.

Blå bog om Jan Herskov

Navn: Jan Herskov.
Født: 1966 i Høje-Taastrup.

  • Jan er vokset op i Ishøj, hvor han også gik i skole.

  • I 1993 kom han ind på Politiskolen. De første år som betjent arbejdede han bl.a. på Vesterbro. I 2006 kom han til Roskilde Politi i Kornerups Vænge. Nu er han indsatsleder på politigården Skovbogade.

  • Herskov meldte sig ind hos Venstre i 1992, og I 1995 kom han ind som medlem af den daværende Gundsø Kommunalbestyrelse. Ved kommunesammenlægningen kom han med til Roskilde Byråd, hvori han sad frem til 2009.

  • Efter et opgør i Venstre gik han i 2008 over til De Konservative. Her var han dog ikke længe og tog derefter en pause fra politik.

  • I 2015 meldte han sig så ind hos Dansk Folkeparti, hvor han har været formand siden 2016. I 2017 blev han valgt som medlem af Sjællands Regionsråd og som suppleant til Roskilde Byråd

Peger på en blå regionsrådsformand

Gitte Simoni tror dog ikke, at gårsdagens resultat er et udtryk for, at baglandet ønsker en borgerlig regionsrådsformand.

- Det tror jeg faktisk umiddelbart ikke, det er. Det har nok mere noget at gøre med persongalleriet. Men det må jo være op til Jan, hvad det er, han mener, han vil anbefale sine kandidater, og så må han jo høre, om han har opbakning til den linje og de kandidater, der nu står på hans liste, siger Gitte Simoni.

quote Han (Jan Herskov, red.) må jo tage bestik af situationen som ny spidskandidat

Gitte Simoni (DF), medlem af regionsrådet

- Han må jo tage bestik af situationen som ny spidskandidat.

Vil endnu ikke udpege en konkret kandidat

Men som nyvalgt spidskandidat vil Jan Herskov dog endnu ikke røbe, hvem han kommer til at pege på som borgerlig regionsrådsformand.

- Det kan jeg ikke svare på. Nu skal vi have overstået et valg først og se, hvordan det hele ender, hvordan vores eget valg ender, og hvordan det ender for Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, siger han.

Læs også
DF'er vraget som spidskandidat til Regionsrådet
Læs også
DF'er vraget som spidskandidat til Regionsrådet

Vil det være oplagt at pege på Venstres Jacob Jensen (V)?

- Han kan da være en udmærket kandidat, men jeg kommer ikke til at svare, at nu peger vi på en venstremand, for vi skal først og fremmest have valgt en gruppe efter det her valg, og så skal vi sætte os ned og finde ud af, hvem af dem vi peger på. Vi ved jo heller ikke, hvordan det går med Venstre eller Konservative til valget, siger Jan Herskov.

- Men der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg holder fast i, at vi er et borgerligt funderet parti, og jeg mener, vi naturligt hører til på højresiden i dansk politik.

En forundret Heino Knudsen 

Region Sjællands nuværende regionsrådsformand Heino Knudsen (S) har fulgt med i de udmeldinger, der er kommet fra Dansk Folkepartis nye spidskandidat.

quote Jeg er lidt forundret over den melding fra Jan Herkskov, for jeg har da en ambition om at skabe et flertal bag mig

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand

- Allerførst vil jeg ønske Jan Herskov et stort tillykke med valget som spidskandidat og glæde mig over det gode samarbejde, jeg har haft med Dansk Folkeparti, siger Heino Knudsen.

- Jeg er lidt forundret over den melding, jeg kan læse i avisen fra Jan Herkskov, for jeg har da en ambition om at skabe et flertal bag mig. Det synes jeg da ikke, at Dansk Folkeparti skal melde sig ud af.

Ifølge den socialdemokratiske regionsrådsformand har Dansk Folkeparti været afgørende i den politik, som er blevet ført de seneste fire år:

- Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Dansk Folkeparti, herunder Peter Jacobsen og Gitte Simoni, og det samarbejde vil jeg gerne forsætte med, men jeg blander mig ikke i, hvem Dansk Folkeparti internt udpeger som sin spidskandidat, siger Heino Knudsen.

- Nu har jeg ikke haft lejlighed til at tale med Jan endnu. Vi har haft et glimrende samarbejde med Dansk Folkeparti, og derfor glæder jeg mig til at få talt ordenlig med ham.



Nyhedsoverblik