Det skal hænge sammen i modgang

Nationalbankdirektør om likviditetsgarantien: Roskilde Bank skal afhændes inden seks måneder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I økonomiske opgangstider er der meget, der kan lade sig gøre. Men den finansielle sektor må holde sig for øje, at det også skal hænge sammen, når det går ned.
 

Det siger nationalbankdirektør Nils Bernstein i en kommentar til, at Nationalbanken har stillet en likviditetsgaranti for Roskilde Bank.
 

- Den finansielle sektor i Danmark er generelt set sund og robust, men det kan naturligvis aldrig udelukkes, at enkelte institutter kan komme i vanskeligheder. I den forbindelse spiller institutternes egen risikoprofil og de økonomiske konjunkturer en vigtig rolle. I tider med økonomisk opgang er der meget, som kan lade sig gøre, men det skal også hænge sammen, når det går ned. Det lyder banalt. Men det er ikke desto mindre vigtigt at holde sig for øje alle steder i den finansielle sektor, siger Nils Bernstein i en pressemeddelelse.
 

Nationalbankdirektøren betegner likviditetsgarantien til Roskilde Bank som nødvendig og hensigtsmæssig.
 

- Det er en opgave for Nationalbanken at stille likviditet til rådighed på særlige vilkår for solvente banker, der kommer i likviditetsvanskeligheder. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er tale om et sikkerhedsnet uden betingelser, og bankens bestyrelse har påtaget sig at arbejde for, at virksomheden afhændes snarest og inden seks måneder, tilføjer Nils Bernstein.


Nyhedsoverblik