Den yderste venstrefløj i byrådet

Leif Juhl er den ene af de to kandidater fra Enhedslisten i Holbæk, der ryger ind i byrådet fra 1. januar. Det er første gang nogensinde. Til gengæld røg SF ud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg tror ikke rigtig, det er gået op for mig endnu, siger den 67-årige førtidspensionist, som har en fortid som bl.a. smed, flyttemand og pædagog.

Enhedslisten fik et kanonvalg over det meste af landet og ryger for første gang ind i byrådene flere steder. Her i regionen er det bl.a. første gang i både Holbæk og Næstved, at Enhedslisten er repræsenteret.

Nej tal til forringelser

- Vi skal have noget igennem, og vi kommer til at gøre, som Enhedslisten gør i Folketinget: vi stemmer for den mindste lille forbedring for borgerne, og vi stemmer ikke for forringelser, siger Leif Juhl til TV2 ØST.

Han havde gerne set, at SF også var kommet ind i byrådet, men partiet mistede alle de fire mandater, som det fik ved sidste kommunalvalg.

I Stevns og Slagelse kommuner er SF også røget helt ud af byrådene.

"Man ligger som man har redt i SF"

Leif Juhl mener, at SF's valgnederlag i Holbæk skyldes, at partiet har peget på Venstre-manden, Søren Kjærsgaard som borgmester og arbejdet tæt sammen med blå blok de sidste fire år.

- Man ligger, som man har redt i SF, siger Leif Juhl.

SF i Holbæk mener selv, at nederlaget dels skyldes SF i Folketinget, men erkender også, at strategien i byrådet er slået fejl.

- At det skulle gå så drastisk, det havde vi ikke forventet, men selvfølgelig må vi tage til efterretning, at så konkret et samarbejde med de blå partier, det vil vores vælgere åbenbart ikke have, siger han. 

Vil kæmpe for rød politik

Leif Juhl glæder sig til at komme ind i byrådet sammen med sin partifælle Karen Thestrup Clausen og trække de andre byrødder i en mere rød retning.

- Mine børn og børnebørn skal ikke overlades til et samfund, hvor hver mand klarer sig selv, og du er din egen lykkes smed. Vi skal tage hånd om hinanden, siger Leif Juhl.


Nyhedsoverblik