Den største sejr i karrieren

Selv om Anja Andersen har vundet mangt og meget, vil en sejr over russiske Lada Togliatti i søndagens Champions League være den største nogensinde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Som spiller har hun vundet EM, VM og OL. Som træner er hun flere gange dansk mester, ligesom hun har hjemtaget Champions League-trofæet to gange. Alligevel er Anja Andersen ifølge Ritzau ikke bleg for at erklære en eventuel sejr i søndagens Champions League-finale mod russiske Lada Togliatti for noget ganske særligt.

- Det skulle gerne blive den største dag i karrieren for mig og for spillerne. Der er nogle af dem, der kan vinde deres tredje Champions League-mesterskab, og jeg selv har ventet på det her et helt år, så jeg ser meget frem til kampen på søndag, siger Anja Andersen med henvisning til den karantænedom, der betød, at hun ikke fik lov til at stå med ved sidelinjen, da Slagelse spillede de afgørende kampe om DM og i Champions League.  

- Vi bruger ikke ordet 'hvis'. Vi siger 'når', når vi snakker om Champions League-titlen. Vi har holdet, der kan gøre det. Ja, måske kommer der aldrig noget hold i dansk damehåndbold, der er så suveræne som de her piger. Vi gik ubesejret igennem verdens bedste liga og slog en rekord, der var mere end tredive år gammel, siger Slagelse-træneren, der næsten udelukkende har brugt sin forberedelsestid på at fokusere på sit eget holds spil i Brøndby Hallen søndag.

- Og så kan tiden kun gå for langsomt, inden klokken bliver 19.15, siger hun.


Nyhedsoverblik