Hvis de unge alligevel skal pakke flyttekasser og flytte fra hjembyen, så vil de hellere flytte til København. Det var svaret, da Folketidende spurgte de unge på Katedralskolen i Nykøbing Falster.
- Jeg kommer fra Holeby, og jeg vil gerne være socialrådgiver. Det ville jeg gerne have læst til i Nykøbing. Men hvis uddannelsen flytter til Vordingborg, vil jeg hellere tage den i København, hvor mange af mine venner bor og studerer, sagde Majbritt Träumer Hansen, som går på HF andet år.
Nogenlunde samme svar gav hendes klassekammerat Emil Bo Nielsen.
- Man flytter jo helt ærlig ikke fra en landsby til den næste landsby. Så hellere flytte til København, når det endeligt skal være, siger han.