De første 16-årige er vaccineret: - Min sommer bliver meget bedre nu

Lørdag blev de første 16-årige vaccineret i Region Sjælland. En af dem var Victoria Odgaard Mikkelsen fra Skælskør. Hun glæder sig til mere frihed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er nu blevet de unges tur til at få et stik med coronavaccinen i Region Sjælland. En af dem, der hurtigt bestilte tid, er 16-årige Victoria Odgaard Mikkelsen fra Skælskør, og lørdag fik hun første stik.

- Jeg glæder mig rigtigt meget. Det bliver dejligt at få en nogenlunde normal hverdag tilbage, lød det fra Victoria Odgaard Mikkelsen, der var taget til Sportsbyen i Holbæk for at få første dosis.

De første invitationer til vaccination af 16-årige blev udsendt fredag eftermiddag til de 16-årige. Og det var en god nyhed, der tikkede ind i Victoria Odgaard Mikkelsens e-Boks, selvom det også gav en anelse nervøsitet.

- Jeg er ikke så god til at blive vaccineret normalt, så jeg er en lille smule bange, indrømmede hun, inden hun gik ind og lagde arm til nålen, men det var en lettet 16-årig, der efterfølgende kom ud.

- Jeg synes ikke, jeg kunne mærke stikket, så det var helt o.k.. Det betyder rigtigt meget for mig at blive vaccineret, for nu kan jeg komme ud og være social med mine venner igen og få mit coronapas uden at skulle testes hele tiden. Min sommer bliver meget bedre nu. 

Victoria Odgaard Mikkelsen fra Skælskør var blandt de første 16-årige i Region Sjælland, der blev vaccineret mod coronavirus.
Victoria Odgaard Mikkelsen fra Skælskør var blandt de første 16-årige i Region Sjælland, der blev vaccineret mod coronavirus. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST


- Jeg har glædet mig

Region Sjælland meldte lørdag ud, at de 16-årige nu bliver inviteret til vaccination, mens de 17-årige vil blive inviteret i den kommende uge, de 18-årige om to uger og de 19-årige om tre uger.

Der er cirka 10.000 unge per årgang mellem 16 og 19 år i Region Sjælland.

Også 16-årige Ninna Stougård Hjortshøj fra Ringsted var dukket op til et af de allerførste første skud til unge i Region Sjælland.

- Jeg synes, det er skønt, at det er blevet min tur. Jeg har glædet mig rigtigt meget til den dag. Om to uger får jeg mit coronapas, og det betyder en del mere frihed. Jeg skal ikke gå og tænke på at blive testet hele tiden, og jeg behøver ikke tænke på, om jeg nu er smittet, lød det fra Ninna Stougård Hjortshøj.

Vaccination ung 2
Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Selvom der har været meget snak om problemer med vacciner, så er hun ikke bekymret over at skulle vaccineres nu.

- Jeg stoler på sundhedsmyndighederne. Jeg er ikke bekymret - det skal alt sammen nok gå, som det skal, siger hun.

Sidste gruppe starter vaccination om to måneder

Det er den såkaldte vaccinegruppe 10D, der nu vaccineres. I de resterende grupper har man valgt at tage to aldersgrupper ind samtidig. Sundhedsstyrelsen har tidligere meldt ud, at det sker, fordi der er lidt højere smittetal blandt de unge.

Den sidste gruppe, der tilbydes vaccination er aldersgruppen 30-34 år. Her ventes vaccinationerne at starte i slutningen af juli.

På nuværende tidspunkt har 39,4 procent af borgerne i Region Sjælland indledt et vaccinationsforløb. På landsplan er gennemsnittet 34,8 procent.


Nyhedsoverblik