Darth Vader bor i Vordingborg

Mørkets Fyrste har base i Vordingborg. Fredag aften tog han til Kulturnat i København for at sprede sin ondskab - og samle penge ind til velgørenhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Darth Vader. Mørkest Fyrste. Det onde selv.

Alletiders største filmskurk har mange tilnavne, der alle kredser om det faktum, at stjernen fra Star Wars er ond fra de sorte handsker og helt ind til benet.

- Det er altid de onde og skurke, der har det sjoveste og fede udstyr. De gode har som regel altid noget, der er knap så godt, lyder Søren Holses stemme inde bag masken.

Det er fængselsbetjenten fra Vordingborg, der i sin fritid tager den tyve kilo tunge dragt på.

- Det handler for det første om at komme ud at vise sit udstyr, fortæller Søren Holse.

Udover hans detaljerige dragt, er han også ved at bygge en robot.

En ond én selvfølgelig.

Han har brugt over 100.000 kroner på sin hobby indtil videre.

Men det stopper ikke her. Han er nemlig medlem af "501st Legion" - en international klub for alle de onde figurer i Star Wars.

Sammen drog de til Kulturnat i København fredag aften.

Ikke kun for at vise dragter og skræmme københavnerne. Men for at samle penge ind til foreningen "Familier med kræftramte børn".

- Man får en god følelse af, at man har gjort noget godt, fortæller Søren - eller Darth Vader - mens blitzlyset glinser på hjelmen.

For 100 kroner kunne børn og barnlige voksne få taget et billede sammen med den onde klub - og så gik alle pengene ubeskåret til foreningen.

I alt fik skurkene samlet 17.000 kroner ind på en aften.


Nyhedsoverblik