Danskerne pendler stadig længere

Vi rejser stadig længere efter arbejde, men der er regionale forskelle. Vordingborg topper pendlerlisten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

17,6 kilometer hver vej. Så langt rejste danskerne i snit for at komme på arbejde per 1. januar sidste år. Dermed fortsætter tendensen til, at vi får stadig længere afstand mellem hjem og arbejde, viser tal fra Danmarks Statistik.

De 17,6 kilometer hver vej mellem hjem og arbejde er 100 meter længere end i 2005 og en halv kilometer længere end i 2003, hvor statistikken startede. Der er dog regionale forskelle på, hvor meget længere folk pendler.

Længst til arbejde har borgerne i Vest- og Sydsjælland, Lolland-Falster og Møn med Vordingborg Kommune som topscorer med en gennemsnitlig pendlerafstand på 28,2 kilometer.

Generelt er stigningen størst i Nordjylland og på Fyn. Her har kommuner som Hjørring og Nyborg på tre år oplevet en stigning i pendlingsafstanden på 2,4 og 2,0 kilometer. Også kommunerne i Østjylland, på Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster har kunnet notere en generelt forøget pendlingsafstand på mere end 500 meter i snit.

Omvendt er der også enkelte kommuner - fortrinsvis i hovedstadsområdet - hvor indbyggerne har fået kortere mellem hjem og arbejde. Dog er det beboerne på Læsø, der har fået reduceret transportomkostningerne mest, da de nu pendler hele 3,2 kilometer kortere end tre år tidligere. Kortest til arbejde har indbyggerne i Rødovre Kommune med en gennemsnitlig pendlerafstand på 10,2 kilometer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik