Danskerne har fået pengene op af lommerne

Købelysten er tilbage hos de danske forbrugere. Privatforbruget kan blive motor for væksten i dansk økonomi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lækkert tøj, avancerede telefoner og restaurantbesøg.

Købelysten er atter tilbage hos landets forbrugere. En analyse, foretaget af Handelsbanken for dagbladet Børsen, viser, at forbruget i de seneste tre måneder er vokset med tre procent i forhold til året før.

Det svarer til, at de danske forbrugere i år bruger godt fem milliarder kroner mere på bolig, tøj, mad og rejser end for tolv måneder siden. Det kan sætte fornyet gang i diskussionen om risikoen for en overophedning i dansk økonomi.

- Det er bestemt for tidligt fuldstændigt at afskrive privatforbruget som motor for dansk økonomi, siger cheføkonom i Handelsbanken Jes Asmussen til Børsen.

Stigende renter, omlægningen af bilafgifter og tegn på større tilbageholdenhed blandt landets forbrugere udløste i årets første halvdel en kraftig opbremsning i forbruget. Men nu sidder pengene altså atter løst i tegnepungen.