Danmark forlænger pause af AstraZeneca-vaccinen med tre uger

Vaccination mod covid-19 med AstraZeneca er sat på pause i yderligere tre uger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pausen med AstraZeneca bliver forlænget yderligere med tre uger.

Det fortæller Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, på et pressemøde torsdag.

- Vi har i dag besluttet at forlænge vores pausering i tre uger til og med uge 15, siger Søren Brostrøm.

Vaccination med AstraZeneca blev første gang sat på pause den 11. marts, fordi der blev indberettet flere alvorlige tilfælde med blodpropper, fald i antal blodplader og blødning. Efterfølgende har EMA, Det Europæiske Lægemiddelagentur, fundet 25 tilfælde af den slags bivirkninger.

Det skal nu analyseres, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og de tilfælde, der er set.

- Men det kan ikke udelukkes, at der kan være en sammenhæng mellem vaccinen og det meget usædvanlige sygdomsbillede, vi har set, siger Tanja Erichsen, der er enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, på pressemødet.

Bookinger bliver aflyst

På pressemødet uddyber Søren Brostrøm, hvorfor man valgte at sætte AstraZeneca på pause.

- Vi reagerede på det helt sjældne sygdomsbillede på raske personer uden oplagte risikofaktorer, hvor der er set blødninger og blodpropper kombineret med lave blodplader.

- Det reagerede vi på, fordi at vi ikke havde set det før med AstraZeneca-vaccinen.

- Den bekymring er hverken endelig bevist eller afkræftet.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at forlængelsen med tre uger betyder, at alle, der har booket en tid til første eller anden stik med AstraZeneca, vil få deres booking aflyst.

Læs også
Pause med AstraZeneca rammer 25.000 i Region Sjælland
Læs også
Pause med AstraZeneca rammer 25.000 i Region Sjælland

Det betyder også, at de personer, der allerede er inviteret til et vaccinationsforløb med AstraZeneca og som uden en pausering ville kunne have modtaget en vaccination i de kommende uger, får påbegyndelsen af deres vaccinationsforløb yderligere udskudt, skriver styrelsen.

Bekymringen om sjældne bivirkninger ved AstraZeneca-vaccinen gælder ikke for Pfizer- og Moderna-vaccinerne, som ikke er sat på pause. 

- Vi har ikke bekymring for de to øvrige vacciner i forhold til det sjældne sygdomsbillede, siger Søren Brostrøm.

Han understreger dog, at alle tre vacciner generelt overvåges.

Berører 25.000 medarbejdere i Region Sjælland

20. marts kom det frem, at to ansatte i Region Hovedstaden var blevet indlagt med henholdsvis symptomer på blodprop i hjernen og hjerneblødningen, og at den ene var afgået ved døden. Det skete inden for 14 dage efter at have fået AstraZeneca-vaccinen.

Også i Norge har man undersøgt dødsfald i forlængelse af vaccination med doser fra AstraZeneca, men hverken i Norge eller i Danmark har man på nuværende tidspunkt konkluderet, at der er en sammenhæng.

I Region Sjælland berører pausen cirka 25.000 medarbejdere i Region Sjællands 17 kommuner, som enten har tid til første eller anden vaccination.

- Alle får per automatik ændret sin tid, og medarbejderne i kommuner og regionen skal derfor ikke gøre noget yderligere, lød det fra Trine Holgersen, direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland i en pressemeddelelse den 11. marts.

Indtil videre er knap 250 færdigvaccineret i Region Sjælland med AstraZeneca. Halvdelen af de vacciner, Region Sjælland har til rådighed, er fra denne producent.

I uge 11 var der planlagt 4.400 vaccinationer med AstraZeneca i Region Sjælland, mens der i uge 12 var planlagt 15.600 vaccinationer.


Nyhedsoverblik