Dankort stjålet fra automat

Tre bankkunder fik stjålet deres kort, da de forsøgte at hæve penge fra en automat i Haslev. Kortene blev slugt af automaten, men brugt igen senere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre dankorttyverier fra bankautomater i Haslev i løbet af den seneste uge er fortsat en gåde for politet. Kunderne forsøgte at hæve penge, men automaten slugte deres dankort, da de havde indtastet deres pinkode. 

Kortejerne forsøgte derefter at få spærret deres kort, men fik at vide, det ikke var nødvendigt, når kortene blot var forsvundet i automaten. Det accepterede kunderne, og kortene blev ikke spærret.

Men det viste sig, at hævekortene blev benyttet andre steder efterfølgende. Tyvene har altså på mystisk vis fået listet kortene ud af maskinerne.

- Vi har undersøgt automaterne, men vi har ikke kunnet finde noget usædvanligt. Så det er lidt af et mysterium, hvordan de bærer sig ad med det, siger Bent Ludvigsen, vicepolitiinspektør fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

Politiet håber på at kunne få et signalement af mændene ved at kigge på overvågningsvideoer fra de steder, hvor dankortene er blevet brugt efterfølgende.


Nyhedsoverblik