Cykelrytter dræbt - kvindelig bilist anholdt

En cykelrytter blev mandag aften dræbt, da han blev ramt af en bilist, der stak af fra ulykkesstedet. Politiet fandt senere flugtbilen og har anholdt en 43-årig kvinde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ulykken skete på Næstved Landevej i Korsør, hvor flere cykelryttere var ude at køre. Den bagerste blev klokken 18.07 ramt bagfra af en mørk Audi 100, der kom kørende med høj fart. Cykelrytteren blev dræbt og bilisten stak af fra ulykkesstedet.

Politiet satte gang i en eftersøgning, og senere på aftenen fik de et tip fra en beboer i Fjordvænget i Korsør, som havde hørt om efterlysningen.

Politiet fandt på stedet den formodede flugtbil og har anholdt en 43-årig kvinde, som de har taget med på politistationen i Slagelse. Politiet har nu sigtet hende for uagtsomt manddrab og for at køre bil, mens hun var beruset, da hun lugtede af alkohol. Kvinden nægter, at det var hende, der kørte bilen, som ramte og dræbte cykelrytteren.

Den dræbte er 62 år og var ude at cykle med et motionscykel-hold. De pårørende er blevet underrettet. Kvinden skal foreløbig tilbringe natten i arresten, og tirsdag morgen vil hun blive afhørt.


Nyhedsoverblik