Corona og influenza er en farlig cocktail - kraftig opfordring til at få vaccine

Covid-19 og influenza er en farlig sammenblanding. Derfor opfordrer Region Sjælland kraftigt til, at udsatte borgere lader sig vaccinere imod influenza.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Influenzasæson og coronapandemi er absolut ikke en ønskværdig kombination. Ifølge Statens Serum Institut stiger dødeligheden for Covid-19 nemlig markant, hvis man samtidig får almindelig influenza.

Derfor er det i år ekstra vigtigt, at man husker influenzavaccinen, hvis man er i øget risiko for at blive alvorligt syg.

quote Ældre og andre sårbare borgere er særligt udsatte, og hvis man samtidig bliver ramt af Covid-19, kan det være dødeligt

Heino Knudsen, regionsrådsformand, Region Sjælland.

For at få så mange som muligt til at benytte sig af tilbuddet om influenza-vaccine kører Sundhedsstyrelsen i år en landsdækkende kampagne med ordene: "Sig ja til influenza-vaccination – det er en rask beslutning”. I forlængelse af denne kampagne har Region Sjælland iværksat en række regionale tiltag, der skal sikre, at flere får vaccinen. 

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

- Influenza er en virusinfektion, der kan ramme alle. Ældre og andre sårbare borgere er særligt udsatte, og hvis man samtidig bliver ramt af Covid-19, kan det være dødeligt.

- Derfor vil jeg opfordre alle over 65 år til at tage imod tilbuddet om influenzavaccination. Jeg vil samtidig opfordre de pårørende til at gøre deres forældre og bedsteforældre opmærksom på tilbuddet, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Kommuner tilbyder gratis vaccination til alle medarbejdere

Fra i dag, den 1. oktober, er det muligt at få en gratis influenzavaccination, hvis man tilhører en af de grupper, der risikerer at blive alvorligt syge og få alvorlige komplikationer, hvis de får influenza.  Det gælder for ældre over 65 år, gravide og personer med kronisk sygdom.

Folketinget har som konsekvens af coronapandemien derudover besluttet, at alle ansatte i sundheds- og plejesektoren får tilbud om at blive gratis vaccineret i år, og at alle borgere over 65 år kan få en vaccination mod pneumokokker, som blandt andet kan forårsage meningitis, blodforgiftning og lungebetændelse.

vaccination
Læs også
Influenzasæsonen banker på – i år er det ekstra vigtigt at blive vaccineret
vaccination
Læs også
Influenzasæsonen banker på – i år er det ekstra vigtigt at blive vaccineret

I flere kommuner kræver det dog ikke, at man er ansat i sundheds- og plejesektoren før man kan få en gratis vaccine mod influenza.

Sorø Kommune besluttede eksempelvis i går, onsdag, at samtlige af de omkring 2000 medarbejdere i kommunen skal tilbydes en gratis influenzavaccine i år.

- Det er simpelthen et bidrag til mine medarbejderes trivsel. Det er med til at sikre, at vi ikke belaster testkapaciteten i Danmark unødigt, og så er det selvfølgelig også et bidrag til, at vi bedre kan opretholde driften i kommunen, fortæller Søren S. Kjær, kommunaldirektør i Sorø Kommune.

Også i Næstved Kommune er det muligt for alle medarbejdere at få en gratis influenzavaccine. Næstved Kommune begyndte faktisk allerede sidste år at tilbyde gratis influenzavaccination til medarbejderne, men der var interessen ikke så stor, som den er i år, siger kommunaldirektør Rie Perry til P4 Sjælland.

Bliv vaccineret på sygehuset

Region Sjælland oplyser, at det skal foregå hos egen læge, hvis man skal vaccineres mod pneumokokker, da vaccinen skal gives over flere omgange. Til gengæld er det i år muligt at blive vaccineret mod influenza på sygehuset.

quote Den ekstraordinære situation kræver ekstraordinære tiltag, og vi gør alt for, at regionens borgere så let som muligt kan blive vaccineret

Britta Ortiz Echeverria, lægelig chefkonsulent i Det Nære Sundhedsvæsen, Region Sjælland

Region Sjælland indfører nemlig, at borgere, der er i risikogrupperne, kan få en influenza-vaccination, når de alligevel er til ambulant kontrol. Det gælder dog kun i nogle af sygehusenes ambulatorier.

- Den ekstraordinære situation kræver ekstraordinære tiltag, og vi gør alt for, at regionens borgere så let som muligt kan blive vaccineret. Samtidig intensiverer vi indsatsen for, at alt sundhedspersonale også bliver vaccineret, blandt andet for at de ikke skal smitte borgere og patienter, siger Britta Ortiz Echeverria, lægelig chefkonsulent i Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland.

Muligheder for at få vaccinen:

Er du 65 - 84 år, og har du IKKE symptomer på COVID-19, kan du:

 

  • fra 1. oktober blive vaccineret imod influenza hos din egen læge
  • blive vaccineret imod pneumokokker hos din egen læge (denne vaccination skal foretages over flere omgange)
  • fra 1. oktober blive vaccineret imod influenza på sygehuset i forbindelse med ambulant kontrol eller lignende.

 

Er du 65 + og HAR symptomer på COVID-19, kan du:

  • tale med din egen læge med henblik på en test for COVID-19. Når du har symptomer, kan du ikke blive vaccineret for influenza.
  • hvis testen viser, at du har COVID-19, kan du først blive vaccineret imod influenza og pneumokokker, EFTER du er blevet rask.

 

Er du 85 år +, kan du:

  • fra 1. oktober blive vaccineret med særlig vaccine for din aldersgruppe hos egen læge
  • blive vaccineret mod penumokokker hos egen læge (denne vaccination skal foretages over flere omgange)
  • fra 1. oktober blive vaccineret med særlig vaccine for din aldersgruppe på sygehus i forbindelse med ambulant kontrol eller lignende.

 

Tilhører du en af de øvrige risikogrupper, og lider du for eksempel af en eller flere kroniske sygdomme (uanset alder), kan du:

  • fra 1. oktober blive vaccineret imod influenza hos din egen læge
  • blive vaccineret imod pneumokokker hos din egen læge (denne vaccination skal foretages over flere omgange)
  • fra 1. oktober bliver vaccineret imod influenza i nogle ambulatorier på regionens sygehuse i forbindelse med ambulant kontrol eller lignende.

 

Kilde: Region Sjælland

Langt fra målsætning

Danmark har en målsætning om, at mindst 75 procent af borgerne i risikogrupperne bliver vaccineret, sådan som Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefaler det.

Ifølge Statens Serum Institut var der i de to seneste influenzasæsoner (2018/2019 og 2019/2020) kun 52 procent af de ældre på 65 og over, der lod sig vaccinere. Både Sundhedsstyrelsen og regionerne har derfor i år iværksat en lang række initiativer, der skal få flere til at lade vaccinere.

20200903-175519-5-1920x1080we.jpg
Læs også
To ud af tre danskere vil gerne vaccineres mod covid-19
20200903-175519-5-1920x1080we.jpg
Læs også
To ud af tre danskere vil gerne vaccineres mod covid-19

Influenza-vaccination er gratis til og med 15. januar. Derefter skal man selv betale.

Vaccination mod pneumokokker er gratis – også efter 15. januar.


Nyhedsoverblik