Codan Rubber fyrer 50 medarbejdere

Virksomheden Codan Rubber i Køge tager afsked med omkring en fjerdedel af de 209 medarbejdere i forbindelse med flytning af en del af produktionen til udlandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Codan Rubber i Køge varsler fyring af omkring 50 medarbejdere inden årets udgang. Det sker som følge af flytning af en del af virksomhedens produktion til Polen og Italien. Det skriver DAGBLADET Køge.

Codan Gummi skiftede navn til de mere internationalt klingende Codan Rubber i forbindelse med ejerskiftet tidligere på året, da virksomheden blev solgt til den italienske koncern Maflow, og det er omstrukturering af produktionen i den multinationale virksomhed i forbindelse med overtagelsen, der nu medfører en masseafskedigelse i Køge.

Codan Rubber producerer primært gummislanger til bilindustrien, men fremover vil man i højere grad skulle specialisere sin produktion, og ifølge Dennis Wager, der er administrerende direktør hos Codan Rubber, er der ingen aktuelle planer om - hverken på kort eller lang sigt - at lukke virksomheden i Køge, hvilket blandt andet understreges af planerne for opførelse af en ny administrationsbygning.

Den fortsætter som produktionssted og i øvrigt også som europæisk logistikcenter for hovedsageligt industrislanger. Virksomheden har været en del af Køges erhvervsliv i næsten 100 år og vil altså også fremover bevare en række aktiviteter i området.

Den tidligere administrerende direktør for Codan Gummi, Stig Maasbøl, er i dag i øvrigt en del af topledelsen i Maflow og ansvarlig for integrationen af de to virksomheder.

Virksomhedens medarbejdere er blevet orienteret om de kommende fyringer på et informationsmøde. Der er endnu ikke sat navn på, hvem der ender med en fyreseddel i hånden, men afskedigelserne ventes at finde sted i to omgange og altså inden årets udgang.


Nyhedsoverblik