Byggeriet har tabt mest under krisen

De traditionelle brancher som landbrug, transport og industri ikke har formået at komme sig efter finanskrisen. Hårdest ramt er byggebranchen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trods byggeboom i Region Sjælland har byggebranchen det generelt stadig svært. Røde tal på bundlinjen og folk sendt hjem med fyresedler.

Sådan ser virkeligheden i byggeriet ud ifølge en ny analyse fra brancheorganisationen Dansk Byggeri, der har set på en række branchers nøgletal inden for beskæftigelse og bruttoværditilvækst i perioden 2005 til 2015.

Her bevæger service-, videns- og oplevelsesøkonomien sig frem i pænt tempo, mens de traditionelle brancher som landbrug, transport, industri og byggeri ikke har formået at komme sig efter finanskrisen, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Selvom finanskrisen i de flestes bevidsthed er langt væk, så bløder de gamle brancher stadig. De har mistet mange arbejdspladser, og de er kun med museskridt begyndt at rejse sig igen. Virksomheder inden for service-, videns- og oplevelsesøkonomien er landet langt bedre på benene oven på fem-seks år med økonomisk krise, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I dag er den samlede beskæftigelse i Danmark tilbage på samme niveau som i 2005, og der er endda en lille fremgang på 1,3 procent. Men antallet af arbejdspladser er fordelt meget forskelligt i de enkelte brancher. I byggeriet er der således en tilbagegang på hele 12 procent.


Nyhedsoverblik