Butiksejer vil have omstridt lov til debat

Butiksejer Anders Baagland lagde overvågnings-billeder af 2 tricktyve i aktion på nettet. Det har affødt en debat, som han håber vil føre til en lovændring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Facebook raser debatten. Årsagen er en videooptagelse, som butiksejeren Anders Baagland lagde på Facebook i torsdags. Videoen viser 2 tricktyve i aktion i hans Expert-butik i Holbæk.

Tyveriet blev straks meldt til politiet, som ikke havde tid til at rykke ud. Så Anders Baagland tog sagen i egen hånd:

- Vores videokamera fangede meget tydeligt deres aktion. Og det er dén, som vi har lagt ud på Facebook, siger Anders Baagland. 

Avis lagde billeder ud

Overvågningsbilleder har før været en afgørende hjælp, da tricktyve var på spil i en anden Expert-forretning i Nykøbing Sjælland i sommer.

- Dengang valgte vi ikke selv at lægge det ud, men at give det til en af de store aviser, som tog chancen og lagde det på deres Facebook-side, fortæller Ander Baagland. 

Allerede dagen efter blev tricktyvene genkendt af en betjent i lufthavnen og anholdt på stedet. Men selv om Anders Baaglands fremgangsmåde altså har vist sig effektiv før, er politiets holdning klar:

- Det er vigtigt, at man afleverer det til politiet, fordi det er bevismateriale i - i dette her tilfælde - en straffesag. Så skal vi nok vurdere, hvordan det skal offentliggøres, og hvordan det i øvrigt kan bruges, siger leder lokalpolitiet i Holbæk, Per Heide Sørensen.

Bakkes op af Nonbo

Først i dagmandag, 5 dage efter tyveriet, har politiet hentet overvågningsbillederne til deres efterforskning. Hvorfor det først sker nu, har de ikke ønsket at kommentere.

Anders Baagland står måske til en bøde for brud på persondataloven - en lov, som han mener sætter forbrydernes rettigheder over ofrenes.

- Jeg er uenig i den lovgivning der er, og hvis det betyder, at jeg får en bøde, så tager jeg den gerne. Jeg synes, det er en vigtig debat, vi får rejst, siger han. 

Folketingsmedlem Karsten Nonbo (V) bakker butiksejeren op.

- Der bør ske en lovændring, så man kan lægge billeder af forbrydere ud med det samme og advare andre butiksejere. Men til gengæld skal der så være en betragtelig bøde og erstatningskrav, hvis man hænger uskyldige ud, mener han.

Nu handler det om loven

Spørger man Anders Baagland er de 2 tricktyve nok over alle bjerge. Men han håber alligvel, at hans handling vil bringe noget med sig.

- Jeg ser nok ikke mine telefoner igen, men sagen har jo taget en anden drejning. Det handler ikke længere om tyveriet, det drejer sig om at få den her snak om, hvem man skal beskytte.


Nyhedsoverblik