¨

Brystkræftafdeling har fortsat to påbud hængende over hovedet

Sagen om de mangelfulde brystkræftundersøgelser stammer her fra Ringsted Sygehus. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Ny rapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed kritiserer fortsat brystkræft-afdeling i Region Sjælland.

Sygehuset forventer at have rettet op på påbuddene senest den 15. februar med implementering af retningslinjer og ser frem til et opfølgende besøg fra styrelsen i marts.

Sådan skrev Region Sjælland den 10. februar i en pressemeddelelse, efter at Styrelsen for Patientsikkerhed havde givet tre påbud til Ringsted Sygehus i sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser.

Påbuddene blev givet efter et tilsynsbesøg i november sidste år. Her et halvt år senere har den pågældende afdeling, radiologisk afdeling, fortsat to af påbuddene hængende over hovedet.

Det fremgår af en ny rapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der samtidig varsler et nyt tilsynsbesøg.

Et påbud er fjernet

Rapporten er fra 13. maj og handler om et opfølgende tilsynsbesøg 5. marts. Dengang lå radiologisk afdeling i Ringsted, men er siden flyttet til Sjællands Universitetshospital i Roskilde. 

Påbuddene handler om, at der ikke er sikret tilstrækkelig instruktion af lægerne i patientsikre arbejdsgange, samt at der ikke er indhentet tilstrækkeligt informeret samtykke fra de muligt brystkræftramte kvinder.

Til gengæld er et påbud om udarbejdelse af nye instrukser for visitationer samt bedre samarbejde mellem afdelinger blevet fjernet. 

Begyndte i 2018

Brystkræftsagen fra Ringsted Sygehus begyndte, da Region Sjælland i december 2018 oplyste, at der havde været udført mangelfulde undersøgelse for brystkræft over en fireårig periode fra 2013 til maj 2017. 

I februar 2019 afslørede Jyllands-Posten, at elementer af undersøgelserne blev sparret væk af en ledende overlæge for at spare lægetimer og undersøgelsestid. Som en konsekvens heraf blev sygehusdirektør Vagn Bach fyret. 

I oktober sidste år ændrede Region Sjælland midlertidigt procedure, så samtlige kvinder, der af egen læge blev henvist til et kræftpakkeforløb, skulle undersøges ved den mindste mistanke om brystkræft.

Den 1. september i år vil undersøgelser og operationer for brystkræft være samlet på Sjællands Universitetshospital i Roskilde.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App