Brandramt familie havde ingen indboforsikring

Fredag brændte en lejlighed i Sct. Olaiparken i Kalundborg i fredags. Familien havde ingen forsikring og får derfor ingen erstatning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

4 drenge, deres far og højgravide mor måtte fredag flygte ud af deres lejlighed på Klosterparkvej 115, da der pludselig udbrød brand ude på deres altan.

- Mine 2 yngste sønner var i stuen og spillede playstation. Jeg hvilede mig inde i soveværelset, fortæller moderen i familien og fortsætter:

- Jeg lugtede røg og råbte: Hvad laver I? De sagde: Vi laver ikke noget, men altanen brænder! Jeg var helt i chok, men fik fat i mine drenge, og vi skyndte os ud.

Branden begyndte ifølge familien i nogle ting og møbler, de havde stillet ud altanen, mens de malede et værelse i lejligheden. Hvordan ilden så er opstået ude på altanen, ved de ikke.

Det var kun moren og hendes 4 yngste sønner, der var hjemme.

De nåede ikke at få andet med ud af lejligheden, end det tøj, de havde på.

- Vi havde ingen sko på, og jeg havde pyjamas på. Mine drenge havde kun t-shirt og bukser på, fortæller moderen.

Havde ingen indboforsikring

Det boligsociale projekt Tryghed og Trivsel, som holder til i Sct. Olaiparken, startede i lørdags en indsamling af tøj, mad og møbler til familien.

Familien har nemlig ingen indboforsikring, så de får ingen erstatning for alle de ejendele, branden tog med sig.

Og det var alt bortset fra måske en sofa.

Hvorfor havde I ingen indboforsikring?

- Jeg havde aldrig troet, at vores hjem ville brænde ned. Og vi har haft mange regninger at betale, fordi vi har teenagebørn, så jeg har ikke kunne betale en indboforsikring, fortæller moren i familien. 

Nyt familiemedlem på vej

Hun er meget taknemmelig for at "Tryghed og Trivsel" nu har samlet masser af tøj og møbler ind.

Siden lørdag har familien boet på Danhostel Vandrerhjem i Kalundborg.

Moren i familien er højgravid og kan føde når som helst nu, og drømmescenariet er bestemt ikke at bo på vandrerhjem, når det sker.

- Vores lejlighed tager måske 2-3-4 måneder at renovere, jeg ved det ikke, siger hun bekymret.

Boligselskabet i Sct. Olaiparken har en erstatningslejlighed klar på lørdag.

Læs mere om indsamlingen

Du kan læse mere om indsamlingen på Tryghed og Trivsels Facebookside eller kontakte Necip Kara på telefon 20145887.


Nyhedsoverblik