I den nye Holbæk Kommune bliver børn første gang indkaldt til tandlægen, når de er to et halvt år gamle. Det er et år senere end i den gamle Holbæk Kommune.
For i forbindelse med kommunesammenlægningen er tandplejens tilbud blevet harmoniseret, og nu er der ikke længere tandlæge til de halvandet-årige, som der var tidligere. Det skriver Venstrebladet
På Tandlægeskolen i København er lektor Lis Almer Nielsen fra Afdeling for Pædodonti bekymret over beslutningen.
- Griber man ikke eventuelle caries-problemer i opløbet, risikerer man i værste fald, at børn ned til to et halvt års alderen må lægges i narkose og have trukket tænder ud, siger hun til Venstrebladet.