Børne-parkering forbudt

Slut med børneparkering - nu satser skolefritidsordningerne i Odsherred på teaterskoler, danseskoler, forfatterværksteder og billedskoler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Almindelig leg med legobiler og tidsfordriv med perler på snor, afløses snart af et teaterprojekt  i skolefritidsordningen Ingolf i Nykøbing Sjælland. Og børnene ser hen til de nye og spændende tilbud.

-Jeg glæder mig, for jeg kan godt lide at spille roller, det er rigtigt sjovt fordi man får kostymer på, fortæller den 9 årige Sarah Øschler, der går i Skolefritidsordningen Ingolf i Nykøbing Sjælland.

Det er især børnene i 9 års alderen der skal deltage i teater-projektet, hvor professionelle skuespillere laver teater med børnene.

Projektet søsættes i Odsherred, fordi kommunen er en af 14 modelkommuner, kulturministeriet har udpeget til at udvikle kunst- og kultur, i samarbejde med lokale institutioner.

-Det handler om  at få programsat kunst og kultur i skolefritidsordningerne, så det ikke så høj grad er et pasningstilbud - altså parkering af børn - som et sted fuld af oplevelser, siger Hardy Granhøj, kulturchef i Odsherred.

Teaterprojektet laves i samarbejde med professionelle skuespillere fra Odsherred Teater.

Udover teater, kan børnene i skolefritidsordningerne i Odsherred glæde sig til forsøg med billedskole, danseskole og forfatterværksted.