Borgmestre om taxilov: Urimelig økonomisk belastning

Ny taxilov betyder, at kommunerne skal betale taxiselskaberne for at dække yderområderne. Den regning vil borgmestre her i landsdelen ikke betale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bor du langt væk fra nærmeste by, kan det blive svært at få fat i en taxi, når den nye taxilov træder i kraft.
Den gør det nemlig muligt for taxiselskaberne selv at beslutte, hvor de vil køre.

Der er dog tænkt på yderområderne i den nye taxilov. Her lægger man op til, at kommunerne kan betale sig fra at få et yderområde dækket af et eller flere taxiselskaber.

Den regning er borgmesteren i Sorø Kommune ikke interesseret i at betale.

- Der er grænser for, hvad kommunerne kan og skal betale for. Jeg mener ikke, at taxikørslen er en del af kernevelfærden. Vi er i forvejen hårdt ramt af, at Region Sjælland har sparet på den kollektive trafik, siger Gert Jørgensen (C) borgmester i Sorø til TV ØST.

quote Det her er en urimelig økonomisk belastning for en kommune som Guldborgsund

John Brædder (G), borgmester, Guldborgsund Kommune

Gert Jørgensen så hellere, at taxiloven var blevet ændret mere markant - også til gavn for yderområderne.

- Vi skal følge med tiden og den teknologiske udvikling. Jeg tror, at mere lempelige regler for tjenester som Uber ville være til gavn for Sorøs borgere, der kunne blive dækket af taxikørsel i langt højere grad, siger Gert Jørgensen (C) borgmester i Sorø til TV ØST

- Endnu en skævvridning

Borgmesterkollegaen i Guldborgsund Kommune er heller ikke fortaler for det nye element i taxiloven.

- Jeg forstår godt, at det er dyrt for taxiselskaberne at køre en tom tur til Gedser fra Nykøbing Falster for at køre med én kunde, men det her er en urimelig økonomisk belastning for en kommune som Guldborgsund, siger borgmester John Brædder (G) til TV ØST.

Guldborgsund Kommune dækker et stort geografisk område med kun én stor centerby, Nykøbing Falster, og her bliver det måske billigere at få en taxitur.

- Det er til gavn for borgerne i byerne, men på bekostning af borgerne i landområderne. Og så er det endnu en skævvridning, hvis vores store kommune skal betale for at dække yderområderne, mens mindre kommuner slipper for det, siger John Brædder (G) til TV ØST.

 


Nyhedsoverblik